Kåret svineelev på 20 år er blevet medejer af 1.000 søer og 485 hektar

William Kartz Johansen er knap et år efter kåringen som årets svineelev medejer af en soejendom med godt 1.000 søer og 485 hektar.

Sidste år var han ved at nærme sig afslutningen på sin uddannelse som faglært landmand, da han tog titlen som årets svineelev på årsmødet ved Svinekongressen.

I år kan 20-årige William Kartz Johansen se tilbage på en hektisk periode, hvor uddannelsen er kommet i hus, et lærerigt ophold hos en stor spansk soholder er afsluttet, og købskontrakten på en nordjysk soejendom med omkring 1.000 søer og hele 485 hektar har Williams underskrift.

To medinvestorer

William har købt soejendommen med to øvrige investorer, som den unge svineproducent kender særdeles godt.

»Vi har haft kigget på ejendommen gennem længere tid, inden vi købte den 16. april. Min far og hans driftsleder gennem mange år Peter Andersen er hovedaktionærer«, fortæller William Kartz Johansen.

Williams far Frank har gennem en årrække været medejer af Civagaard med 3.500 søer, og William mener, at setup’et er perfekt for ham.

»Jeg har min daglige gang her på gården, hvor vi siden overtagelsen har fået 100 ekstra søer ind. Ambitionen er, at vi med vores management, og hvor jeg får sparring fra Peter, kan løfte produktiviteten i den kommende tid. Jeg kan sparre fagligt med Peter, og min far står for administrationen. Jeg er godt klar over, at det er en unik mulighed, jeg har fået, for at komme ind i branchen«, siger William, der foreløbig er ved at lære sig at være driftsleder - og ejer.

Jeg bliver ikke 30 år

Skridtet mod at blive medejer af en bedrift, der er indkøbt for et stort tocifret millionbeløb, får ham ikke til at ryste på hånden.

»Jeg ser gården her som en investering. Jeg er så ung, at jeg ikke er klar til at sige, at jeg bliver her de næste 30 år. Jeg skal bruge fem år på at blive bagt færdig. Jeg vil måske uddanne mig til agrarøkonom og få mere viden om økonomi. Jeg vil gerne få gården her til at vokse fra de godt 1.000 søer, vi har nu. Jeg er glad for at starte ud fra 1.000 søer og ikke 300 søer, for det giver en vis volumen, hvor man kan have ansatte og også holde fri indimellem«, siger William og fortæller, at der er lavet en aftale med Civagaard, som lejer staldene og besætningen i fem år.

»I de år skal jeg bare knokle mange timer i stalden og få den til at køre og ikke bekymre mig om noteringen, men jeg får en del af en fast lejeindtægt, som kan hjælpe til, at min arbejdskapital kan vokse stille og roligt, så jeg får flere handlemuligheder i fremtiden«, siger han.

Og titlen som årets svineelev er i forbindelse med overtagelsen af den nordjyske gård blevet bemærket.

»Da vi var til møde i banken om den her ejendom, blev det bemærket, at jeg var årets svineelev. Så den titel skader i hvert fald ikke«, siger William Kartz Johansen med et stor smil.

Faktaboks

4 facts om William Kartz Johansen

  1. Kåring: Blev sidste år til årsmødet på Svinekongressen kåret som bedste svineelev.
  2. Uddannelse: Er uddannet på både Lundbæk og Dalum. Blev i januar 2018 færdig som faglært landmand. Har planer om på et senere tidspunkt at videreuddanne sig.
  3. Efter kåring: Rejste efter endt uddannelse til Spanien for at arbejde hos en soholder med 13.000 søer. Lærte spansk og fik indsigt i spansk svineproduktion.
  4. Selvstændig: Har en ejerandel på 10 procent i Hvidborg Agro ApS, der har fire ejendomme samt 485 hektar. Ved overtagelsen var der 940 søer, og antallet er nu øget til 1.030 søer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle