Kæmpe prisforskel på miljø-godkendelser

Nogle kommuner bruger langt flere timer og højere timepriser end andre kommuner.

Der er stor forskel på, hvor meget man som landmand kommer til at betale til kommunen for en miljøgodkendelse. Det har blandt andet landmænd i Nordjylland og på Djursland måttet sande.

Hos LandboNord har Allan K. Olesen, chefkonsulent for miljørådgivning, erfaret, at en miljøgodkendelse i Ålborg Kommune ofte tager 150-250 timer, mens den i Hjørring klares på 60-70 timer.

"I to sammenlignelige sager bruger Ålborg væsentligt længere tid end andre kommuner," siger han.

På Djursland er det både tidsforbruget og timeprisen, der svinger. I Syddjurs Kommune ligger timeforbruget højere end i Norddjurs Kommune, erfarer Djursland Landboforening

Kæmperegning

Ifølge Rikke Skyum, natur- og miljøkonsulent i Djursland Landboforening, har en landmand, der står med en endelig godkendelse, fået en regning på 90.000 kr. for 250 timers arbejde.

"Det er ret meget," konstaterer hun tørt.

Hun peger på, at Syddjurs Kommune selv har udtalt, at de forventer et timeforbrug på 60-100 timer til en miljøgodkendelse, og 100 timer til meget komplekse sager.

Er der kun tale om en arealgodkendelse (tilladelse til at sprede gylle), tager det i Norddjurs Kommune 15-40 timer. I Syddjurs Kommune har en landmand fået en foreløbig regning for 59 timer i en sag, der endnu ikke er afsluttet.

Private konsulenter

Landboforeningen har også erfaret, at Syddjurs Kommune har flere private konsulentfirmaer til at sagsbehandle miljøgodkendelser. Lander ens miljøgodkendelse i et sådant firma, bliver timeprisen ifølge Rikke Skyum 60 procent højere, end når kommunens medarbejdere selv behandler sagerne. Det er oven i købet i sådanne tilfælde, at timeforbruget har været meget højt.

"Vi fornemmer, at et bestemt konsulentfirma har været meget detaljeorienteret og hevet nye kaniner op af hatten hele tiden," siger Rikke Skyum.

Det koster ikke bare landmanden men også kommunen mange penge, for kommunen betaler selv halvdelen af regningen.

LF presser på

Hos Landbrug & Fødevarer kender man problemet med, at nogle kommuner bruger meget længere tid end andre på miljøsager. Det gælder i øvrigt ikke kun for sager om landbrug, men også for sager om virksomheder og akvakultur, og det finder organisationen ikke tilfredsstillende.

"Der bør ikke være forskel på, om man sender en ansøgning til den ene eller den anden kommune," siger direktør Niels Peter Nørring.

Han peger på, at Landbrug & Fødevarer hele tiden presser på for at få så klare regler, at landmanden og konsulenten ved, om de får en miljøgodkendelse, allerede, når de sender ansøgningen, og at kommunen efterfølgende skal bruge minimal tid på sagsbehandlingen.

Kommuner, der bruger mange timer på en sag, mener han bør søge hjælp hos Miljøstyrelsens help-desk eller rejsehold.

thalbitzer@landbrugsavisen.dk

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle