Foreløbig regning på 1,2 mio. kr. - men tab på en mio. kr. er ikke realiseret.
Kødbranchens Fællesråd kom ud af 2008 med en økonomisk bet, efter at aktieinvesteringer slog fejl under finanskrisen.
1,2 mio. kr. lyder den samlede regning på, og heraf er de 200.000 kr. realiserede tab, mens en mio. kr. er urealiserede tab. Der er tale om en kursændring i nedadgående retning først og fremmest i Nordea Stabile Aktier:
Vi har valgt at have is i maven og lade formuen ligge i aktierne," siger direktør Hans R. Thomsen, som på delegeretmødet i sidste uge ikke undlod at påpege, at det eneste stabile ved aktierne er, at kursen har en konstant nedadgående retning.
Hans R. Thomsen mener, der er tale om det dårligste regnskab, han kan huske i sin tid i Kødbranchens Fællesråd. Inklusiv det realiserede kurstab blev det til et underskud sidste år på 226.000 kr. efter indtægter på omkring otte en halv mio. kr. Kødbranchens Fællesråd har desuden ekstraordinært haft advokatudgifter på 293.000 kr. i forbindelse med en række sager imod Fødevarestyrelsen og Fødevareministeriet.
Regnskabet balancerer med 28,9 mio. kroner, og egenkapitalen er opgjort til 23,1 mio. kr.