Kødgigant søger dansk teknologi

En repræsentant for Brasiliens andenstørste fødevarevirksomhed er i disse dage i Danmark. Selskabet er på udkig efter ny teknologi til deres svulmende virksomhed.

I denne uge har den brasilianske fødevaregigant BRF sendt deres innovations- og udviklingskonsulent, Gustavo Menenqoti Ribiero, på rundrejse hos danske virksomheder. Det er Danmarks Innovationscenter i Sao Paulo og eksportrådet, der har inviteret ham forbi. Og tirsdag holdt de informations- og networkingmøde i Agro Food Park i Aarhus.

»Vi er et internationalt firma nu. Vi sælger vores produkter i 120 lande. Men vi vil være større, vi vil være globale. Det er vores mål at blive verdens største fødevarevirksomhed,« fortæller Gustavo Menenqoti Ribiero.

Han er BRF’s øjne og ører, når det gælder ny teknologi til eksempelvis slagtning.

Han har meget at skulle sige, når de 2,5 mia. kroner, firmaet investerer årligt i nye teknologier, skal fordeles. Derfor er han interessant for Danmark og danske virksomheder.

»Jeg er i Danmark for at se efter ny teknologi. Selv om der er sket meget i Brasilien de sidste årtier, er vi stadig bagud i forhold til Europa på højteknologisk udstyr. Og du ved aldrig, hvor ny teknologi kommer fra. Jeg vil ud til nogle mindre virksomheder for at se, om de kan tilbyde os noget interessant eller hjælpe os med at udvikle,« siger han.

Mulige milliarder

BRF har allerede et samarbejde med den danske producent af højteknologisk slagteriudstyr, Linco. Med i den danske besøgsrække er også blandt andre Danfoss, SFK Foods og Danish Meat Research Institute.

»I Danmark ser vi eksempelvis efter udstyr, der kan automatisere vores produktion og nedsætte CO2-forbruget. For at blive en stor global virksomhed, skal vi styrke vores position i Europa. Vi har et stærkt brand i Mellemøsten og Sydamerika, og vi er på det amerikanske og asiatiske marked - men ikke rigtigt i Europa endnu,« siger han.

Betyder det, at de 2,5 mia. kroner, I investerer i år, skal bruges i Europa?

»Vi har allerede en fabrik i Holland, men ja, de fleste af de penge vil blive investeret i Europa.Jeg ser positivt på fremtiden for fødevareindustrien, især for færdigmad. Så er vores udfordring at tilbyde dem mere end bare mad. Men sunde produkter, til alle priser,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle