Kører stadig med Danmarks ældste robot

Monique og Meinard van Sonsbeek har malket med den samme Lely-robot siden 1998 - og den kører stadig godt.

Interessen var nærmest overvældende, da familien van Sonsbeek i september 1998 tog den første Lely-robot i brug i Danmark. Robotten var købt i Holland - der var ingen danske forhandlere, og landmænd fra nær og fjern kom på besøg for at se robotten i arbejde.

»I begyndelsen var det, som om både myndigheder og rådgivere var modstandere af malkerobotter. Vi fik besked på, at vi skulle malke hver eneste ko for manuelt, men jeg sagde, at det ikke kunne være meningen, at der skulle stilles større krav til os end til ham med bindestald,« fortæller Meinard.

I maj 1999 rykkede robot nummer to ind, og den tredje blev købt brugt i 2007. Alle er de A2-modeller. A3 har Meinard aldrig rigtig brudt sig om. Men de opdateringer, som er lavet siden 1998, er han godt tilfreds med.

»I begyndelsen tørrede den patterne af med klude, der skulle skiftes hele tiden. Det blev heldigvis lavet om.«

Kendte fra Holland

Monique og Meinard kendte robotterne allerede fra deres tid i Holland.

»Der var en nabo, der fik malkerobot i 1992. Han havde 50 køer, og han blev ved at malke to gange om dagen. Han gik ud og startede robotten. Når køerne var malket, slukkede han igen,« griner Meinard, der selv var hurtig til at vænne sig til den nye teknik.

På Agromek 2000 optrådte 50 af familiens køer, hvor de blev malket af en Lely-robot. Et tilløbsstykke som gav masser af omtale for Lely.

»Jeg har da spurgt, om det ikke kan udløse en tur til Holland, at vi malker med så gamle robotter. Men jeg har nu ikke hørt noget endnu,« griner Meinard.

Hjælp fra Holland

Ingen danske teknikere havde forstand på robotterne, da de blev installeret på gården ved Fole. Til gengæld havde hollandske Lely ikke megen forståelse for de særlige danske krav til formalkning.

»Monique måtte oversætte de danske regler til hollandsk, for at de kunne forstå det,« fortsætter pionerens fortælling.

På samme måde måtte parret selv gøre erfaringerne omkring opstart af robotterne.

»I begyndelsen var det svært at se robotterne gøre alt arbejdet. Og vi hentede alt for mange køer,« fortæller Monique.

I dag bliver køerne kun hentet to gange dagligt, og er der ekstra travlt på gården, kan det ske, at de slet ikke bliver hentet.

»Det går jo alligevel,« er det parrets erfaring. De har også for længst vænnet sig til den ugentlige alarm.

»Normalt er det jo en bagatel, og det er godt at komme ud i stalden, hvis der for eksempel er en ko, der skal kælve om natten,« siger de.

Ud med tvangsstyring

I starten var der tvangsstyring af køerne. De skulle gennem robotten for at få vand.

»Men de hollandske rådgivere sagde, at vi bare skulle smide alle de låger ud. I stedet fik vi fri kotrafik, og det fungerer langt bedre.«

Kviernes tilvænning til robotten sker ved, at de får lov at prøve den, inden de har kælvet.

»Så er de vant til robotten, den dag de skal malkes første gang.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle