Videncenter for Svineproduktion reklamerer for uddannelse i svinesektoren.
Annoncer med kønne, unge kvinder og mænd skal skaffe flere ledere til svinebedrifterne. Fra denne uge kører Videncenter for Svineproduktion en landsdækkende kampagne for at fortælle unge, at de kan skabe sig en karriere som ledere inden for svineproduktion.
»Vi kan se, at vi bare lidt fremme i tiden kommer til at mangle unge - gerne danskere, som kan gå ind som ledere i de store svineproduktionsbedrifter, vi vil få de kommende år. Umiddelbart har vi rigeligt med folk, som kan passe svin. Det er de fremtidige ledere, som vi har brug for, kommer i gang med uddannelsen,« forklarer Lindhardt Nielsen, formand for Videncenter for Svin.
Negativ spiral
Lindhardt Nielsen peger på, at den dårlige omtale, svin og svineproduktion har fået de senere år, kan have afholdt unge danskere fra at gå ind i uddannelsen. Det har givet en negativ spiral, der betød et stadigt fald i antallet af unge, som gik ind i uddannelsen.
»Det er synd, for der er mange muligheder for at blive leder og overleder af ret så store virksomheder. Vi oplever efterspørgsel fra de steder i udlandet, der køber danske avlssvin. De vil gerne have folk, som forstår at passe dyrene,« fortæller han.
Dertil kommer, at de unge efter endt uddannelse vil kunne gå ind i bedrifterne både som ansatte, medejere eller ejere.
»Det er der vist ikke så mange andre erhverv, der kan tilbyde,« mener Lindhardt Nielsen.
Læs mere på:
www.danske-landbrugsskoler.dk