Kim Koch: Seges har ikke kompetencerne

Data og dokumentation af klimaaftryk m.v. bliver afgørende for både landmænd og virksomheder. Men Seges kan ikke løfte opgaven alene, mener Agri Nord-dirktør.

Dokumentation og datadrevet rådgivning bliver altafgørende for landmændenes indtjening i fremtiden.

»Det er jeg helt enig i«, sagde Kim Koch, adm. direktør i Agri Nord, der ikke undlod, med et blik til Arla-formand Jan Toft Nørgaard, at understrege, at det har DLBR sagt siden 2017, hvor ’andre’ (læs: bl.a. Arla) ikke var klar.

»Det bliver dokumentation af alt omkring miljø og klima, der kommer til at flytte bundlinjen ude ved landmanden«.

Kim Koch tvivlede dog på, at Seges kan løfte opgaven med at etablere en central viden-database, hvor alle landmandsejede data samles og bearbejdes, så de kan bruges af selskaber og rådgivning.

»Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke på, at Seges kan løfte det. De har ikke musklerne, og de har ikke kompetencerne og økonomien i det nødvendige volumen«, mente Kim Koch.

Han mente, det bør overvejes at indgå partnerskaber med store spillere som IBM, SAP eller et af de store datacentre.

»Ellers når vi det ikke, inden toget er kørt forbi«, mente den nordjyskke direktør, der har en fortid i IT-branchen.

Seges ikke stærk nok

Kim Koch var helt enig med det øvrige panel i, at landbruget skal tage et opgør med indgroede fordomme og rykke tættere sammen på tværs af sektorer og de traditionelle skel mellem landmænd, rådgivning og andelsselskaber.

»Andelsselskaberne og rådgivningen har været som to, der stod i hver sit hjørne i en boksering uden at ville snakke sammen. Dét holder ikke«, sagde Kim Koch i forlængelse af debatten.

»Landbrugets IT«

Kim Koch tilføjede, at en fælles database i landbruget bør udskilles i et fælles selskab/forretningsområde à la »Landbrugets IT«, så Seges med promillemidlerne er adskilt fra IT-drift. Med det rigtige set up og partnerskaber med store, eksterne spillere, fandt han det realistisk at få stablet databasen på benene inden udgangen af året, sådan som Arla-formand Jan Toft Nørgaard efterspørger.

»Her og nu laver vi et lille klimakoordinerings-it-udvalg på tværs af DLBR, Seges og de store andelsvirksomheder. Så er vi med garanti oppe at spille inden nytår!«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle