Kina: Nu slår Danish Crown til for alvor.

Situationen i Kina er på kogepunktet for grisekød. De seneste dages nyheder fra Danish Crown viser, at man går benhårdt efter varig vækst frem for at være et one-hit-wonder.

Samtidig med at alle verdens slagterier med arme og ben fosøger at få kylet størst mulige mængder grisekød i containere med »Kina« på modtagerskiltet, har Danish Crown i de seneste uger taget nogle afgørende strategiske ryk.

For nok er det »som at sælge grisekød i Kina« lige nu og en container med grisetæer og bove forslår som et par vandstænk i en ørken.

Men slagteriselskabets sælgere har tydeligvis også øjnene rettet mod at gøre Kina til et strategisk marked på lang sigt - frem for bare at være en tilfældig leverandør i en periode.

Det ses tydeligt i ugens aftale med gigantselskabet Cofco.

I sig selv noget af en nyhed, at man indgår en aftale på 100 mio. US-dollars (670 mio. kr.) om leverancer af store mængder grisekød i 2020.

»Vi står i en meget favorabel position med Cofco, og det er vi meget stolte af og glade for«, siger global salgsdirektør Lars Albertsen fra Danish Crown.

Han tror, at kontrakten med det enorme selskab kan løbe »meget længere end 2020«.

»Vi skal have et ultraskarpt øje på den dag, hvor tingene måske ikke er på en kogeplade herude mere, men hvor det begynder at blive mere almindelige temperaturer«, siger han.

Flere fabrikker på vej

Men slagteriet har også taget et andet skridt, der på sigt kan blive om ikke lige så vigtigt, så dog også afgørende.

I september åbnede Danish Crowns formelt sin investering til 400 mio. kr. i en fabrik i Pinghu, der forarbejder dansk grisekød til de kinesiske forbrugere, om det så er som »ferskt« kød eller som pølser.

Efter en række vanskeligheder med at få afsat fabrikkens produktion via detail- og netgiganten Alibaba forlyder det, at der er kommet skred i salget.

Det er afgørende, fordi Alibaba har forpligtet sig til at købe hele fabrikkens produktion i en periode på fem år.

»Vi kan se, at afsætningen kommer, og at vi tager nogle kvantespring fra uge til uge. Vi begynder at se, at folk gerne vil vores produkter nu«, forklarer Lars Albertsen og fortæller, at fabrikken vil være på såkaldt fuld kapacitet »inden for overskuelig fremtid«.

Fra nytår posterer øverste i svinedivisionen Pork Søren F. Eriksen underdirektør Søren Tinggaard fast i Shanghai.

Og hvor det tidligere har lydt, at han skulle »arbejde strategisk på muligheder« i det enorme land, sætter Lars Albertsen nu konkreter på:

»Søren skal undersøge konkrete muligheder for at udvide vores aktiviteter herude. Hvor skal den næste fabrik være, og hvordan skal vi gribe det an«.

Vigtig balance

For Danish Crowns sælgere er der dog en vigtig balance at holde - mellem det ferske salg i Europa til de faste og trofaste aftagere, målt op mod brølet fra den ASF-ramte nation.

Lars Albertsen ser fint, at begge kan serviceres. Men han ser helst, at det sker via en øget dansk produktion.

»Vi håber, at det her er med til, at vi er så konkurrencedygtige, at vores landmænd sætter lidt flere grise i staldene, så vi kan udnytte vores slagtekapacitet og de muligheder, vi har«.

Faktaboks

Cofco Meat Holdings og Danish Crown:

  • Rammeaftale om handel med kød i 2020 for mindst 670 mio. kr.
  • Handlen kan ske med alle typer af grisekød, som udgangspunkt danske varer. Priserne er ikke lagt fast, men »vi forpligter os til at danse med hinanden«, som Lars Albertsen udtrykker det.
  • Cofco Meat er slagteridivisionen af det enorme selskab og har produktion, slagtning og forarbejdning af kød i det østlige Kina.
  • Cofco er også majoritetsejer af mejeriselskabet Mengniu, som Arla ejer godt 10 procent af.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle