Kinesere: Bygger 13 etager høj svinestald

I Kina er fundamentet støbt til verdens højeste svinestalde.

For enden af den smalle og snoede bjergvej ligger de. Syv og ni etager høje.

På afstand ligner de almindelige boligblokke. Med døre, vinduer og elevatorer.

Men der bor ingen mennesker. Kun svin. Tusindvis af svin.

1.000 søer på hver etage. Plus smågrise.

Vi befinder os i Kina. Et godt stykke op ad Yaji-bjerget i den sydlige provins Guangxi, der ligger få hundrede km både fra HongKong og grænsen til Vietnam.

Ejeren af de utraditionelle stalde er det kinesiske selskab Yangxiang, der fra en spæd start som foderleverandør har udviklet forretningen til at omfatte både avl, svineproduktion, slagteri, forarbejdning og salg af mærkevarekød til detailhandlen.

De syv og ni etager høje stalde har givet Yangxiang blod på tanden. Selskabet har allerede støbt fundamenterne til yderligere to højhuse til svin. Og denne gang skal staldene kravle 13 etager op og rumme 13.000 søer.

Men hvorfor bygge så høje stalde? Og hvorfor bygge i et bjergonråde?

Yangxiang peger på to afgørende grunde: Større biosikkerhed og lavere omkostninger.

Biosikkerheden er høj, fordi staldene ligger så afsides. De ligger i 500 meters højde, og der er langt både til de nærmeste byer og andre svineproducenter. Der kommer ikke lige nogen uvedkommende forbi.

For yderligere at begrænse smittefaren flyttes der ikke svin mellem etagerne, og de ansatte arbejder på den samme etage hver dag. Ventilationsluften suges separat ind på hver etage, og den blæses ud gennem filtre og i 15 meter høje skorstene øverst på hvert højhus.

Når det gælder omkostningerne til byggeriet, er de ikke lavere end ved traditionelt staldbyggeri. Tværtimod. Prisen angives til at være knap 15.000 kr. pr. årsso. Det er cirka 4.000 kr. dyrere end et traditionelt staldbyggeri.

De ekstra omkostninger tjenes angiveligt hjem igen, fordi arbejdsgangene er mere effektive, og de løbende omkostninger til løn derfor er lavere. I stedet for de normale ti ansatte pr. 1.000 søer er der i højhusene kun brug for fire ansatte pr. 1.000 søer, beretter farmmanager Zong Ai Ming, Yangxian.

Dansker følger med

2.000 kilometer længere mod nord i Kina står danskeren Jørgen Lindberg i spidsen for Scandinavian Farms, der ejes af en gruppe danske investorer. De er netop ved at udvide til 25.000 søer og en produktion på 650.000 slagtesvin.

Han kender godt til projekterne med svin i højhuse, og han følger dem interesseret.

»Men jeg er nok for gammeldags til at lave noget tilsvarende, og jeg vil også gerne se, hvordan det virker efter nogle år«, siger han.

Lige nu har han også helt andre konkrete udfordringer at forholde sig til:

»Vi slås med lave priser på grise og høje priser på råvarer. Svineprisen er nede på cirka 14 kr. (for godt et år siden var den 24 kr., red.). Og byg koster cirka 195 kr. pr. hkg, og majs lidt mere, mens hveden er oppe på 243 kr. pr. hkg«, siger Jørgen Lindberg.

Danske Skiold A/S har leveret både fodersiloer og hele fodringsanlægget til de to ni-etager høje svinestalde, Yangxiang har bygget på Yaji-bjerget.

»Det var en stor ordre, men vi er ikke p.t. inde i billedet til at levere til de 13 etager høje stalde. Kineserne benytter sig typisk af flere leverandører og skifter ofte«, siger direktør Brian Vinter, Skiold.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle