Man siger tit, at kvinder aldrig har noget at tage på, når de skal til fest, men det er ikke mit problem. Jeg har egentlig masser af tøj, men jeg kan bare ikke holde ud at gå med hvad som helst. Jeg er sådan én, der vænner mig til tøj. Det skal være kendt og bekvemt og sidde godt fast - allerhelst være slidt lidt til.
Jeg ser mange af mine medsøstre, der er vildt elegante, med kjoler, nederdele, tørklæder og høje sko. Og selv har jeg mine evindelige lange bukser (som jeg holder meget af) og en T-shirt på. Dertil en tyk, strikket trøje, hvis der skulle være køligt og så ellers flade, terrængående sko. Jeg har aldrig ejet et par sko med høje hæle, men jeg har en gang prøvet at stå på et par, hvorefter jeg svimmelt eksede! Jeg skal kunne løbe, hvis det bliver aktuelt, tænker jeg altid.
Sjaler falder af mig og bliver glemt. Kjole har jeg ikke haft på siden min konfirmation. Som barn hadede jeg kjoletøj, for man kunne jo ikke klatre i træer med de der gevandter på. Som barn elskede jeg at danse men hadede danseskolen, fordi der var forventning om skørter. Når min mor ikke fulgte mig derhen, skiftede jeg til lange bukser undervejs og tilbage til kjole på hjemvejen.
Til gengæld kan jeg forelske mig i en klar, stærk farve, og så er jeg ligeglad med, om den klæder mig eller ej, for i den forelskedes forblindelse anskaffer jeg mig gerne en trøje i papegøjelook, hvis jeg er faldet for farven. "Du kan sy den om til refleksbrikker senere!", er den respons, jeg somme tider har fået på mit farvestrålende tøj.
Det er det samme med smykker. Jeg kan ikke have noget om halsen. Jo, jeg prøver somme tider, men straks er der en lille, indre stemme, der hvisker: "Så kan du hænge fast, hvis du klatrer i træer!", hvorefter jeg panisk flår kæden af! Jeg har aldrig ejet en fingerring, da jeg heller ikke tvivler på, at jeg så ville miste en finger, når jeg lige om lidt hang fast i grenene. Brocher kan gå an. Og for nogle år siden gav min mor mig et flot dragesmykke - sådan et vikingesmykke, der forestillede en drage. Jeg havde den på mange gange, men så sagde en af mine frække døtre: "Nå, du har nok navneskilt på i dag!" (Somme tider kalder ungerne mig "Den gamle drage!")
Nu har jeg så været til fest igen og beundret andre kvinders tøj og alligevel siddet og tænkt, at det var godt, det ikke var mig, der havde det på. Jeg ville ikke have kunnet koncentrere mig om at snakke, hvis jeg havde haft uvant kluns på, og jeg vil gerne snakke.
Det er lidt underligt, at jeg ikke er udstyret med den mindste smule prinsesse-gen men i stedet hele tiden tænker på flugt og farer!
