Klar til udbinding på Barsøs enge

Såningen af majs og vårsæd overstået - ønske om vand snart.

"Jeg er ved at sætte hegn på de overdrev og enge, hvor vi slipper de drægtige kvier og goldkøer løs. Det sker sidst på ugen, og der er masser af græs," siger Søren Svennesen, kvægbrugeren på Barsø.

Han har bestilt vaccine mod bluetongue, som gerne skulle gives onsdag lige før udbinding af de cirka 60 kvier. Så slipper han for at skulle fange dem ind alene af den grund.

20 hektar mangler

Hovedparten af majsen blev sået færdig torsdag for 14 dage siden men kan ikke ses endnu over jorden. Lidt regnvejr, som der er begrundet håb om, kunne eventuelt sætte lidt skub i afgrøden.

"Det er jo tørt nu, og vi er glade for, at vi fik sået tidligt, mens der stadig var godt med fugt i jorden," siger Søren Svennesen.

"Til gengæld må der gerne komme vand, før vi skal i gang med at pløje og så majs på de 20 hektar, hvor vi tager første slæt. Det sker om 10-14 dage."

Jorden på Barsø holder udmærket på fugtigheden, men kløvergræs tapper effektivt jorden for vand, og Søren Svennesen har før oplevet, hvordan pløjningen af en græsmark efter første slæt kan støve voldsomt. En så tør mark vil ikke give et super såbed for majsen.

Lerskov Maskinstation kommer igen over en enkelt dag for at tilså de sidste 20 hektar med majs. De kender turen med den lille færge som kræver, at den 11 rækkers såmaskine skilles ad på forskellige måder.

"Det er den sidste hjælp, vi får. Derefter skal vi klare det hele selv," siger Søren Svennesen.

Ikke blåt græs

Udbytte og kvalitet af det vigtige første slæt tør han ikke gætte på. Græsset er kommet hurtigt i det varme vejr, og en vis grad af tvangsmodning kan der måske være tale om.

"Den kunstgødning vi gav før påske er opløst nu, men i år får græsset ikke den blå kulør, som vi er vant til at se som resultat af handelsgødning. Om det er positivt ved jeg ikke - måske er det bare tegn på en lidt langsommere optagelse," håber han.

Vårbyggen med nyt udlæg af blanding 45 er kommet godt - og det gælder både dæksæd og udlæg. Snart kommer spørgsmålet om ukrudtsbekæmpelse.

"Jeg vil helst undgå at sprøjte mod ukrudt, for min erfaring er, at man får en bedre kløvergræsmark ved at lade være. Man kommer let til at sprøjte kløveren i stykker," siger Søren Svennesen.

Om marken alligevel skal sprøjtes - eventuelt med en løsning som skåner kløveren - afgøres senere på måneden, når planteavlskonsulenten kommer på besøg. Det sker som led i rådgivningsordningen med henblik på nedsat behandlingsindeks, hvor rådgiverbistanden er gratis som følge af tilskud.

smitt@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle