Klimakød bliver en ny specialproduktion

Der er plads til mere specialkød, men ikke meget, mener erfaren kødhandler.

Der er kun plads til nogle få nye typer specialkød i køledisken i supermarkedet. Og en af dem bliver klimakød.

Det forudser Karsten Deibjerg Kristensen, der er veteran inden for salg af specialkød. Han har arbejdet med specialkød i de seneste 30 år, bl.a. som forretningsfører i ØkoKød og direktør i Friland Food. I dag er han er direktør og hovedaktionær for Tamaco Holding, der handler med kød i Danmark og udlandet.

»Klimavenligt kød bliver en ny produktion. Klimadebatten er kommet for at blive, og jeg tror, at det er langt lettere for forbrugerne at spise klimavenligt kød og springe kød over en gang imellem, end det er at springe en flyrejse over«, sagde Karsten Deibjerg Kristensen på et møde arrangeret af Danish Farmes Abroad.

For at få klimakødet til at slå an i forbrugernes bevidsthed, mener han, at kødet skal give en markant ændring af klimapåvirkningen.

»Der er ikke tilstrækkeligt, at kødet sænker klimapåvirkningen med for eksempel 10 eller 20 procent. Sænkningen skal være mere markant, for at forbrugerne tager det til sig og køber kødet. Så det er ikke en let opgave«, siger han.

Dansk klimavenligt kød

Det danske udlandslandbrug Goodvalley A/S lancerede sidste år klimaneutralt svinekød i Polen. Ud over at kødet er CO2-neutralt, får svinene hverken antibiotika eller gmo-foder. Prisen er 30 til 40 procent højere end på traditionelt kød, og adm. direktør Tom Axelgaard sagde for nylig til LandbrugsAvisen, at salget ’går rigtig godt’ og ’stiger dag for dag’.

Helt generelt mener Karsten Deibjerg Kristensen ikke, at det er plads til meget nyt specialkød.

»Udfordringen er, at der typisk kun er plads til for eksempel to typer svinekød i supermarkedernes kølediske. I takt med at økologien er blevet større, er der dog kommet plads til tre typer i Rema 1000, Coop, Meny og Dansk Supermarked«.

Det betyder, at der skal skubbes noget kød ud af køledisken for at få plads til noget nyt. Og der er ikke let, understreger han.

»Jeg har flere landmænd, der ringer til mig og siger: »Karsten, nu har du snakket om det her økologi i 15 år. Nu er jeg ved at være klar«, men så er jeg nødt til at sige: »Stop, stop, stop... Er det ikke noget med, at du har 2.500 søer? Det er jo grise nok til hele det vesteuropæiske marked... Det går slet ikke«, fortæller Karsten Deibjerg Kristensen.

»For vi skal huske på, at når man arbejder med specialvarer, er hele kunsten at bevare prisen. Det allervigtigste er, at man ikke laver mere, end markedet kan bruge. Der skal ikke mange ekstra grise til, før man ødelægger prisen. Det er helt vildt vigtigt at kontrollere udbuddet«, siger han.

Han forventer, at der fremover bliver brug for lidt mere økologisk kød, at dyrevelfærd vokser, og at der også bliver brug for lidt mere kød, der er det, han kalder ’free from’ - det vil sige, at dyrene for eksempel er opdrættet uden brug af antibiotika.

»Men inden I går i gang, så husk lige at ringe til dem, der skal stå for afsætningen. Få en god kontrakt, der gælder i flere år. I skal huske at sikre jer selv økonomisk, og at aftageren ikke bare springer fra efter fire måneder, fordi det ikke gik så godt med salget, som de troede«, siger Karsten Deibjerg.

Faktaboks

Tamaco A/S og Karsten Deibjerg

  • Handler med almindeligt kød og specialkød
  • Karsten Deibjerg Kristensen har været medejer i fem år. Han ejer 65 procent af aktierne
  • Omsætning: Godt 400 mio. kr.
  • Ansatte: Godt 30
  • Hovedkontor: Hasselager
  • Afdelinger: Barcelona, Kiel og København

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle