Klimatjek kan booste effektivitet og økonomi

Arlas klimatjek gavner ikke kun et tillæg på 7,5 øre pr. kg mælk - at arbejde mere klimabevidst kan også betyde en højere effektivitet på bedriften.

Det kan godt være, at det er kedeligt og besværligt at udfylde skemaerne til klimatjek, men til gengæld kan man lære af resultatet og forbedre økonomien. Jo mere effektiv man er som mælkeproducent, des bedre er klimaresultatet målt i kg CO2 pr. kg mælk, og det vil typisk også påvirke økonomien positivt.

Mælkeproducenter landet over har travlt ved tasterne i disse dage, fordi Arla har bedt dem melde en lang række oplysninger ind, der resulterer i en klimaudregning. Når tallene er tastet, kommer en rådgiver forbi og tjekker dem, og så får man gode råd med på vejen, som kan forbedre klimaaftrykket.

Kortlægning

Ifølge senior manager Hanne Bang Bligaard, Arla, svarer mælkeproducenterne på spørgsmål om foder, gødning – både opbevaring og håndtering, om energiforbrug og produktion.

»Der er forskellige opfattelser af vores klimatjek, og de positive siger, det er rart at vide, hvor man er klimamæssigt. Det giver overblik over bedriften, og man kan se, hvor man kan gøre en indsats«, siger hun.

Arla laver klimatjek, fordi selskabet har et mål om at forbedre klimaeffektiviteten med tre procentpoint om året, så de når en reduktion i udledningen på 30 procent i 2030.

I første omgang kortlægges klimapåvirkningen. Senere vil Arla tage stilling til, om man vil stille direkte krav til forbedringer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle