Kom med til økologiske sommermøder

Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer bringer i de kommende uger faglighed og politik sammen på tre sommermøder på økologiske bedrifter. Det er første gang, vi inviterer til økologiske sommermøder, og det glæder jeg mig rigtig meget til.

Som formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer er jeg meget optaget af, at vi hele tiden udvikler os fagligt og lærer af hinanden. Vi skal have al den spændende viden i spil, vi overhovedet kan komme i nærheden af, så vi kan blive verdens bedste øko- håndværkere!

Derfor er jeg også utrolig glad for, at det er lykkedes at få tre driftige økologer til at slå dørene op til deres bedrifter og fortælle en masse om alt det, de har gang i. Det er også lykkedes os at få en hel masse økologieksperter til at stille op med skarpe faglige oplæg, og det er bare rigtig godt.

Debat om økologi

Vi skal ud og møde vores medlemmer. Det kan simpelthen næsten ikke skrives i ord, hvor vigtigt det er for mig som folkevalgt i Landbrug & Fødevarer, at vi bliver endnu bedre til at komme derud, hvor tingene for alvor sker, nemlig ude ved landmændene! Det er hos landmændene, jeg får inspiration til at tænke nyt og til at sætte mål og visioner for økologiens faglige udvikling.

Det er også hos landmændene, vi skal høre, om vi egentlig gør det godt nok i Landbrug & Fødevarer. Holder vi balancen godt nok på tværs af produktionsformer? Taler vi for meget eller for lidt økologi? Hvad siger den øverste formand/direktør til de tanker, vi har i økologien osv? Nu flytter vi debatten ud af bestyrelseslokalerne og ud i den danske sommeraften, dér, hvor vores medlemmer er. Og jeg håber virkelig, at rigtig mange landmænd vil komme og give deres besyv med og få en masse faglig inspiration med hjem.

Alle er velkomne, som der står i invitationerne til sommermøderne, og det mener jeg. Det er både for nuværende økologer, og for dem, der måske overvejer økologien. Men det er også for alle andre landmænd, som gerne vil inspireres eller bare deltage i en åben debat om økologi.

Så er du økolog eller ej, medlem eller ej, så er du velkommen. Vi skal alle sammen lade os inspirere og lytte til hinanden, også selv om vi ikke alle sammen mener det samme eller har den samme type bondegård.

Ny inspiration

Og husk på, at der er masser af faglig viden at tage med hjem, når landets førende praktikere og faglige eksperter dykker ned i en række af økologiens vigtige faglige emner som f.eks. fremtidens gødningsforsyning, langsigtet succesfuld økologisk planteavl, moderne robotteknologi og fosforudfordringer i den økologiske produktion.

Til at gøre os klogere på emnerne har vi taget fat i nogle af vores dygtige rådgivere til at holde oplæg. Dem vil jeg gerne have meget mere i spil, og derfor er jeg også tilfreds med de mange oplæg, vi har med på sommermøderne.

Så kom og vær med og få inspiration til det faglige håndværk, luft under de politiske vinger, lidt mad og en økobajer i den danske sommeraften. Jeg glæder mig til at se jer!

Mandag 4. juni 2018: Hos Axel Månsson A/S, Brande

Torsdag 7. juni 2018: Hos Strandegård, Faxe

Mandag 11. juni 2018: Hos Per Bundgaard, Vadum

Det koster 100 kr. at deltage.

Læs mere og tilmeld dig på www.lf.dk/sommermøder

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle