Kom om bord på 7.000 ton flydende stald

Det kræver planlægning, når Karstensens Skibsværft får besked på at ombygge et skib, der skal fragte næsten 3.000 kvæg på én gang.

Fordelt på seks dæk står kridhvide båse i snorlige rækker. Omkring flyder ledninger og tovværk, og en lugt af nymalet stål kradser i næseborene. Med fuld last er det 7.000 ton tunge kvægskib ’Alondra’ snart klar til at tage fragte 2.900 malkekvæg eller dyr til opdræt af forskellige racer verden rundt.

Aldrig prøvet før

Skibet er ejet af det danske rederi Corral Line, men det er Karstensens Skibsværft A/S, der står for ombygningen af det gamle containerskib. I dag står den såkaldte ’cattle carrier’ i Skagen, hvor de sidste ting monteres på plads. Med 100-års jubilæum i år er det primært nybygning af fiskefartøjer, de arbejder med. Derfor er skibet et projekt, værftet aldrig har kastet sig ud i før.

»Det er vildt spændende og samtidig også udfordrende. Der er mange ting, man skal tage højde for i forhold til normalt, fordi vi har med levende dyr at gøre,« siger projekt- og arbejdsleder Michael Juulsgaard.

Strikse krav og dyrevelfærd

Den australske myndighed ’Australien Maritime Safety Authority’ skal godkende skibet, og de går højt op i dyrevelfærd. Bliver skibet godkendt af dem, har det adgang til at sejle overalt, fortæller Michael Juulsgaard. Hvert dæk skal være et spejlbillede af det forrige. Det kan gøre fordelingen til lidt af et puslespil.

»Ventilationen skal man heller ikke undervurdere. Hver ko er en radiator i sig selv og afgiver meget varme. Hvis vi blæser en masse luft ind, kan de risikere at få lungebetændelse, så det er vigtigt, at luftmængden og hastigheden er nøjagtig regnet ud,« fortæller Michael Juulsgaard.

Hver bås skal være lige høje og har plads til fem til ti køer. Med om bord er der altid en dyrlæge, og dødeligheden ligger på ca. 0,2 procent. Hvis en ko må lade livet, bliver den sprættet op og smidt i havet til glæde for andre dyr.

Nærmer sig 100 mio. kr.

Projektleder Michael Juulsgaard er ikke meget for at fortælle, hvad det har kostet, men tallet nærmer sig 100 mio. kr. Planen er, at skibet skal sejle i hele verden. De første ruter bliver mellem Irland og Tyrkiet. Hvornår den første sejltur begynder, vides ikke endnu.

»Vi er i den sidste del nu og er begyndt at afprøve bl.a. strøm og tage en ventilationstest, der skal vare en hel uge. Vi skal gerne være færdige i maj,« siger Michael Juulsgaard.

Måske noget at lære af

I gennemsnit vil turene til søs tage 15-25 dage. Gyllen bliver skyllet ned i render, der ligger langs gangene mellem båsene og videre i en gylletank. Havvandet bliver omdannet til ferskvand i et ferskvandsanlæg, mens køernes 340 ton foder bliver håndleveret med vandpumper og fodervogne.

Det overraskede de 39 agarøkonomer fra Nordjyllands Landbrugsskole, som var inviteret om bord for at blive klogere på den flydende stald.

»Jeg har aldrig set sådan et skib før, men køerne havde bedre forhold, end jeg havde forventet. Man kan sige, at måden, skibet er bygget op på, er meget lavpraktisk og med backup for alt. Det kunne man måske lære noget af i landbruget,« siger 25-årige Steffen Nykær Olesen.

Faktaboks

Om Corral Line

  • Rederiet Corral Line købte containerskibet Alondra på en tvangsauktion i 2012.
  • De er specialister i sejlads med levende dyr og har hovedkvarter i Egernsund i Sønderjylland og afdeling i Sydney i Australien. 
  • Det er familieejet med Bjørn Clausen som adm. direktør og blev grundlagt i 1896.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle