Kommuner i tvivl om gebyrer på landbrugsbyggeri

Mange kommuner har udskudt nye byggesagsgebyrer til april - her er det fortsat gratis for landmænd at få en byggesagsbehandling.

Fra årsskiftet har kommunerne kunnet opkræve gebyrer for byggesagsbehandling af landbrugsbyggeri. Men mange kommuner tøver og indfører tidligst i april det nye gebyr. Her kan landmænd spare et pænt beløb, hvis de er hurtige og sender ansøgningen ind inden da.

Efter alt at dømme er det bestemmelsen om, at de nye gebyrer fra 1. april skal være omkostningsbestemte og herefter højst må svare til halvdelen af de faktiske omkostninger ved sagsbehandlingen, der har sendt kommunerne i tænkeboks.

Og derfor har en del af dem valgt at træde på bremsepedalen, indtil de har gjort op med sig selv, hvordan de vil dokumentere de reelle omkostninger ved sagsbehandlingen.

"Oprindeligt var det meningen, at gebyrerne først skulle afspejle det faktiske ressourceforbrug fra 2010, men da datoen så blev ændret til 1. april 2009, besluttede vi at udskyde beslutningerne om gebyrerne," siger eksempelvis afdelingsleder Jørgen Hovmand, Byggeri, i Slagelse.

Her forventer byggesagsafdelingen, at byrådet først i slutningen af marts tager stilling til de nye gebyrer på landbrugsbyggeri, og at de herefter kan indføres fra april.

Frit slag

I perioden fra 1. januar 2009 til 1. april 2009 har kommunerne ellers helt frit slag til at fastsætte de nye gebyrer på landbrugsbyggeri, som de vil.

Den situation har givet anledning til skrækscenarier i landbruget om ublu regninger på byggesagsbehandlinger, der hidtil har været helt gratis.

De bange anelser er blandt andet blevet underbygget af en uformel undersøgelse gennemført i december blandt en snes kommuner af LRØ, LandbrugsRådgivning Østjylland.

Undersøgelsen viste, at kommunernes byggesagsafdelinger havde planer om at pålægge landbrugssagerne meget varierende gebyrer og efter varierende principper.

Gebyrernes størrelse spændte således fra 50.000 kr. til 250.000 kr. for en typisk løsdriftstald på 35.000 i de planer, der på det tidspunkt lå i kommunernes byggesagsafdelinger.

Spørg til kommunens politik

Siden tyder meget altså på, at kommunerne har valgt at overveje sagen en ekstra gang, fordi de allerede fra april skal kunne dokumentere rimeligheden af den gebyrstørrelse, de lægger sig fast på.

Derfor råder landbrugets byggerådgivere landmænd med byggeplaner til at se sig godt for, inden de sender byggeansøgningen ind:

Ring til kommunen og hør, hvad de har besluttet vedrørende byggesagsgebyrerne, inden du sender ansøgningen ind, lyder rådet.

Hvis gebyrerne først træder i kraft fra april, gælder det om at være hurtig. Hvis kommunen derimod allerede har sat de nye gebyrer i kraft, kan det være en bedre idé at vente til efter 1. april, hvor gebyret skal være omkostningsbestemt.

"Ellers risikerer de jo at blive prøveballon for de kommuner, som først efter 1. april fastlægger en endelig takst," siger bygningskonsulent Peter Christiansen, LRØ.

christensen@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle