Kommunerne er erhvervsfjendtlige

Kæmpe forskel i byggesagsgebyrer får Venstre til at kalde de dyre kommuner erhvervsfjendtlige.

Venstre retter nu en skarp kritik mod de kommuner, der har høje byggesagsgebyrer: De er "erhvervsfjendtlige", lyder det fra Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.

"Jeg kan da godt undre mig noget over, at nogle kommuner har så erhvervsfjendtlig en politik, at de vælger at indkræve gebyrer på denne måde," siger han.

Det sker, efter Erhvervs- og Byggestyrelsen på sin hjemmeside har offentliggjort, hvad landets kommuner tager for sagsbehandlingen af en standard erhvervsbygning på 2.000 kvm. Opgørelsen viser, at der er kæmpe forskel på, hvad kommunerne tager i byggesagsgebyr. Mens Nordfyn som den billigste kommune tager 280 kr., tager Fredensborg 410.000 kr.

Regeringen har netop vedtaget den såkaldte Konkurrencepakke. Af den fremgår det, at der indledes forhandlinger med Kommunernes Landsforening om, at kommunerne fremover skal have en mere ensartet gebyrstruktur, ligesom gebyret skal fastsættes efter tidsforbruget. I den forbindelse siger erhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen (K) i en skriftlig meddelelse:

"Fremover vil der blive stillet krav om, at kommunerne baserer deres gebyrer på tidsforbrug i byggesagsbehandlingen, ligesom en teknisk byggetilladelse også vil gælde i andre kommuner for identisk byggeri."

Socialdemokraterne kan imidlertid ikke se det store problem i de store gebyrforskelle.

"Skal jeg se på det med udkantsdanmark-briller, så ligger der jo en sund mekanisme i, at man måske tilskynder nogen til at flytte et sted hen, hvor der er en lav pris på gebyret, og det er jo typisk i udkantsområderne. Den mekanisme er jeg jo ikke helt uinteresseret i," siger Orla Hav (S), erhvervsordfører.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle