Konkurrence får flere øko-kalve til at overleve

Deltagelse i landsdækkende konkurrence har sænket dødeligheden blandt økologiske kalve.

Gode gevinster er som regel afgørende for at skabe motivation i en konkurrence, og de første måneders resultater i Øko-kalve-kampen viser, at deltagerne er motiverede til at nedbringe dødeligheden i besætningerne.

Spritnye data viser, at de fem teams mistede 35 kalve i august 2015 mod 55 i samme måned sidste år. For juli var tallene 29 mod 75 i juli 2014.

De fem teams repræsenterer samlet set 30 besætninger, og vinder-teamet, som formår at reducere kalvedødeligheden mest muligt, vinder de 20.000 kroner som tilskud til en faglig studietur.

Nye vogne og nye rutiner

At motivation er altafgørende for at gøre en indsats, kan Gert Hansen, Givskud, skrive under på.

For to år siden døde 15 procent af kalvene i hans besætning, og takket være nye rutiner og nye opstaldningsfaciliteter er det tal nu mere end halveret til seks procent.

»Vi var motiveret på flere fronter til at gøre en indsats. Det er fysisk og psykisk hårdt at arbejde med noget, hvor for mange dyr dør, og det er også økonomisk uholdbart,« fortæller han.

Et af virkemidlerne har været en ny strategi for fodring af goldkøer og småkalve i sommerperioden, som sikrer, at de får tilstrækkeligt med energi, vitaminer og mineraler.

Et andet virkemiddel er, at flere af køerne i dag insemineres med kødkvæg, og kalvene heraf er stærkere end renracede jerseykalve.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle