Konkursramt: Alle lukker døren, når det går skævt

Kvinden bag FB-gruppen Landmands familier i krise efterlyser, at rådgivningssystemet tager hånd om dem, der kæntrer med bedriften.

Anna kunne ikke sove. Hele huset var gået til ro efter endnu en udmattende dag med spekulationer og bekymringer om den forestående konkurs, men tankemylderet i Annas hoved ville ikke lade hende i fred. For hvad skulle der ske nu? Hvad med gården, stuehuset, manden og børnene? Hvad med det liv, som hele familien havde bygget op? Hvad skulle de nu leve af, og var der overhovedet noget liv i vente? Og hvad med Anna selv?

»Jeg var nødt til at stå op igen og gøre noget. Vi havde bare så meget brug for, at der var nogle professionelle folk, der tog os i hånden og spurgte, hvordan vi havde det og fortalte os, at det var muligt at få et godt liv, selv om man ikke skal være landmand længere. Men vi var helt alene«.

Klokken har passeret midnat den nat i foråret 2017, da Anna Poulsen sætter sig til computeren og går på Facebook og opretter en gruppe for landmænd, der er i livskrise.

Gruppen er lukket, og det skal tages helt bogstaveligt. Som administrator lukker Anna kun dem ind, der er i samme situation. De dybt tragiske historier skal ikke være underholdning for journalister eller andre nysgerrige, der snuser rundt.

Mangler kriseberedskab

»Gruppen er for nogen som os, der har mærket på egen krop at være i frit fald. Et sted, hvor man kan spejle sig i hinanden og finde trøst og forståelse og ny tro på, at livet er andet end landbrug«, forklarer Anna Poulsen.

FB-gruppen har i skrivende stund 63 medlemmer. Alle landmænd, der enten er i, eller har overstået, et opslidende konkursforløb. Et nyligt opslag med opfordring til at melde sig ind i gruppen har medført en tredobling af antallet af medlemmer, er blevet delt ikke mindre end 800 gange og har affødt mere end fyrre kommentarer. Deriblandt fra adskillige, der som familien Poulsen har følt sig skubbet ud i kulden.

»Helt konkret burde der være et beredskab i landboforeningen, hvor man tog hånd om sine medlemmer. Alle kunne betale ind til en krisekasse, så det ikke var et spørgsmål om penge, om man kunne få hjælp eller ej«, siger Anna selv.

»Jeg ved godt, at der findes krisetelefoner og steder, hvor man kan henvende sig. Men det er bare ikke dér, man er, når man ikke engang orker at høre, hvad andre fortæller. Man har brug for, at nogen af dem, der kender til ens situation, også griber fat i én, når det går skævt. Men vi var lukket ude fra den ene dag til den anden«, fortæller Anna Poulsen.

Farvel og ingen tak

Det tog bankens kreditchef tyve minutter at lukke og slukke for det liv, som Anna Poulsen og hendes mand Jens kendte og holdt af. Efter næsten 35 år som landmænd smækkede kassen i, og hele eksistensgrundlaget begyndte at smuldre.

Flere forsøg på at rekonstruere bedriften slog fejl, og gården i Himmerland med 160 malkekøer gik konkurs. Her kunne historien om familien Poulsen sådan set godt slutte. Endnu en landmandsfamilie, der forsvinder ud af erhvervets rækker og ikke tæller med længere. Men så gik Anna på Facebook og oprettede en gruppe.

Faktaboks

Facebook: Landmands familier i krise

  • Facebook-gruppen Landmands familier i krise er en lukket gruppe, som kun optager ligestillede, altså andre landmænd, der er i personlig krise efter for eksempel en konkurs. På FB er der to grupper med næsten enslydende navne, men det er den med landmandsfamilier i to ord. 
  • I gruppen kan man frit skrive og få gode svar fra andre i samme situation eller få luft for det, der tynger og forhåbentlig finde vejen til det nye liv, der venter os.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle