Konkursramt: Vær ikke bange for selv at trække stikket

Vær ikke bange for selv at erklære dig konkurs. Gør det frem for at spille med på bankens spil, for de tænker ikke nødvendigvis på din fremtid.

Sådan lyder rådet fra Marianne og Jesper Fromm Pedersen, som 15. januar selv valgte at gå konkurs.

»Det var ikke til vores fordel at fortsætte, indtil banken på et tidspunkt ville erklære os konkurs. Jeg fik intet for at passe bedriften, og vi ville blot udskyde starten for en gældssanering,« fortæller Jesper, som trods omstændighederne og en fortsat uvis fremtid føler sig som en lettet mand.

»Konkursen lettede en kæmpe byrde fra mine skuldre. Før var det ikke sikkert, at vi fik penge til selv de mindste reparationer, imens vi i dag kan bede om assistance vel vidende, at kurator betaler regningerne,« fortæller han.

Den eneste udvej

Forud for konkursen lå et stadig mere tilspidset forløb med parrets bankinstitut, som ikke ønskede at bevilge den nødvendige likviditet. En konkurs var derfor uundgåelig, og i første omgang var aftalen, at parret ville erklære sig konkurs 1. januar.

»Det var dels af hensyn til regnskabsåret, dels at banken lovede at betale alle de små kreditorer ud,« fortæller Marianne Pedersen.

Det skete ikke, og parret valgte derfor at kontakte en specialist i konkursafdelingen i det advokatfirma, hvor Marianne Pedersen er ansat.

»Hun så en konkurs som den eneste udvej for os frem for at fortsætte under de skærpede betingelser, som banken stillede,« fortæller Marianne, som relativt hurtigt accepterede kollegaens forslag.

Anderledes var det for Jesper, som brugte de næstfølgende dage på at afsøge forskellige løsningsmuligheder i samråd med advokaten.

»Vi kunne måske have fortsat et år eller mere, men det ville ikke være til vores fordel. Og man bliver nødt til at tænke på sin egen og familiens fremtid, for det gør banken ikke nødvendigvis,« fortæller Jesper Pedersen.

Han tilskriver parrets alder og deres relativt korte liv som landmænd, at de i dag er lettede og kan acceptere, at de snart skal forlade ejendommen, som Jesper købte i 2011

»Vi har ikke en lang historie på stedet, og børnene kan knap forstå det. Derfor er det nok lettere at give slip. Vi er ikke gift med gården på samme måde som de familier, som må forlade en slægtsgård eller en gård, hvor børnene er vokset op,« fortæller han.

Nye øjne er uvurderlige

Mariannes uddannelse som advokat og kollegaens råd om konkurs blev den udslagsgivende faktor for den unge familie.

»Landboforeningen syntes, at vi skulle fortsætte og holde fast i bordkanten i håb om, at en løsning måske ville vise sig. Men de nye øjne i form af Mariannes kollega er uvurdelige, for hun har sparet os for at fortsætte en opslidende proces,« siger Jesper, som anbefaler andre i samme situation at få en ’second opinion’ på planer og budgetter.

Parret afventer nu, at gården bliver solgt, eller at den ender på tvangsauktion. Herefter kan parret indlede en treårig proces med gældssanering.

»Det bliver en hård tid for familien, men vi kan heldigvis se en ende på det. Det er en af fordelene ved selv at gå konkurs, selvom man føler det som et nederlag at gøre det. Men man bliver nødt til at fokusere på sin fremtid - og selv sige stop, hvis det er det eneste rigtige,« siger Jesper Pedersen.