Konsulent kritiserer styrelses ’feberredning’

Det var en konsulent, der gjorde styrelse opmærksom på problem, som stadig ikke er løst, mener han.

Når man omdanner en privat økologisk bedrift til f.eks. et nyoprettet ApS, går der nogle måneder, før papirerne er klar, og flytningen sker formelt.

Det samme gælder for et eventuelt tilsagn om tilskud til en investering, man måtte have fået inden for de sidste 5-7 år. Samtidig skal man flytte sin økologiske autorisation til den nye konstruktion, ApS’en, men det går meget hurtigere.

Og det er der, kæden hopper af, forklarer direktør i Byggeri og Teknik i Herning Flemming Hedegaard.

»Det tager tid for Landbrugsstyrelsen at behandle overdragelsen, og så ligger tilsagnet om tilskud tilbage i det gamle selskab, som nu har givet sin økologiske autorisation videre - og det går ikke«, siger han.

Ingen løsning

Det er det problem, Hedegaard for nylig har gjort styrelsen opmærksom på.

Det betyder, at Landbrugsstyrelsen i sidste øjeblik har valgt at tilføje i ordningen, at man skal betale hele sit tilskud tilbage, hvis man omdanner sin virksomhed eller laver generationsskifte.

»De laver en feberredning, men de løser jo ikke problemet«, siger han og fortsætter:

»Nu lægger de armene over kors og siger, at man ikke kan søge om omdannelse i 5-7 år, for så bortfalder tilskuddet. Men det låser virksomhederne«. Direktøren vil ikke spå om betydningen.

»Vi ser flere og flere virksomhedsomdannelser, og om det kan bremses af det her, ved jeg ikke. Men det er da sådan, at man skal overveje gevinsten ved enten at lave en omdannelse eller få del i de her tilskudskroner«, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle