Konsulent: Mindst 15 procent kemi kan spares

Alene af glyphosat før høst kan der spares 20 procent, anslår chefkonsulent Jens Elbæk Andersen, LandboNord.

"Ud fra både forsøg og erfaringer vil jeg mene, at der kan spares cirka 15 procent af sprøjtemidlerne ved at graduere efter biomasse med en Yara N-Sensor."

Det siger chefkonsulent Jens Elbæk Andersen, LandboNord, vel vidende, at den vurdering ikke er stærkt videnskabeligt underbygget.

"Men nu har vi prøvet sensoren siden 2004 og -05, og ud over gradueret gødskning har vi erfaringer fra blandt andet nedvisning af kartoffeltop, svampebekæmpelse og ukrudtsbekæmpelse. Eksempelvis ved glyphosat-sprøjtning og nedvisning af kartoffetop kan der spares endnu mere, fordi sensoren her alene skal kende grønt fra ikke-grønt, og dermed kan den foretage en kraftig graduering," siger Jens Elbæk Andersen.

"Vi opnår ikke 50 procent besparelse, men i Holland er der registreret 17-40 procent lavere forbrug ved nedvisning af kartofler."

Seks nye sensorer i Nordjylland

Seks nordjyske landmænd har købt en Yara N-Sensor samt ny marksprøjte med miljøtilskud, og Jens Elbæk Andersen håber, at sensoren og brugen af den i de kommende år kan blive prøvet grundigt af.

"Der har været lidt kritik af, at der blev givet så mange tilskud til sensoren, uden at der er forsøgsmæssigt belæg for, at den virker til formålet, men jeg synes, tilskuddet er giver rigtigt ud. For der er tale om ny teknologi, og til forskel fra eksempelvis en radrenser kan sensoren bruges til flere formål og i rigtig mange afgrøder," siger chefkonsulenten i LandboNord.

smitt@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle