Konsulenter arbejder videre i stuer og ved køkkenborde

Corona giver bøvl i dagligdagen, men rådgivningscentrene holder arbejdet kørende, fortæller DLBR-formand Niels Peter Madsen.

Frugt- og grøntordningerne på landbrugets rådgivningscentre er aflyst, og de grønne planter skal være glade, hvis de ser en sjat vand. Der er lukket ned for al ikke strengt nødvendig trafik af mennesker, og langt de fleste medarbejdere og konsulenter er sendt hjem for at arbejde derfra.

Bøvl er der nok af, men når det er sagt, går det egentlig OK med at holde landbrugsrådgivningen kørende. Det vurderer Niels Peter Madsen, formand for DLBR-samarbejdet og direktør i KHL, Kolding Herreds Landbrugsforening. Han mener, at landbrugets rådgivningscentre generelt er godt klædt på til corona-krisens mange udfordringer.

»Det har ikke været den store udfordring at få hjemmearbejdspladserne op at køre, for det gjorde de i forvejen«.

Mestre i Skype

Derfor sidder de fleste medarbejdere nu hjemme udstyret med PCer og mobiltelefoner. Hvis de ikke var det i forvejen, er de nu godt på vej til at blive rutinerede i at holde møder over Skype eller Teams efter diskrete oprydninger i den eksponerede privat-sfære.

Internet-forbindelserne fungerer også. I mange børnefamilier har den unge generation for længst stillet ultimative krav om hurtige og robuste forbindelser.

»Det tungeste, vi har at gøre med, er Ø 90, som alle kører på 8-16. Men det giver kun en brøkdel af den belastning, som et computer-spil giver«.

Bliver dyrt

Alt i alt mener Niels Peter Madsen ikke, at centrene skal klage i en situation, hvor mange lider langt mere.

Hans største bekymring er p.t. at få endelig afklaring på diverse nye regler og fristforlængelser, for der ER brug for markant mere tid, bl.a. for EU-ansøgninger: Foråret kommer væltende og er en dejlig anti-virus, men det betyder, at planteavlskonsulenterne både skal i marken og arbejde med skemaer og ansøgninger. De skal også have sommerferie som andre mennesker.

»Vi bliver slet ikke ramt i stort et omfang som mange andre brancher. Men selvfølgelig ender det her med at koste noget på bundlinjen, der kan mærkes. Ingen tvivl om det«, siger Niels Peter Madsen.

Faktaboks

Frister forlænges:

  • Landbrugsstyrelsen meddelte onsdag en måned ekstra frist for gødningsregnsaber og sprøjtejournaler. En udsættelse af EU-ansøgninger ventes, men var ikke meldt ud ved redaktionens slutning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle