Kontrol er løbet løbsk

Flere end 10.000 landmænd og deres konsulenter skal redegøre for bittesmå overskridelser af markblokke.

»I strid med sund fornuft«, »spild af tid og penge«, og »direkte tåbeligt«.

Sådan lyder dommen fra landmænd og konsulenter landet over, som i disse dage bøvler med at opklare de mange blokoverskridelser, som NaturErhvervstyrelsen har konstateret i landmændenes EU-ansøgninger.

Et rekordstort antal landmænd, over 10.000, har fået breve om kontrol af markblokke fra NaturErhvervstyrelsen. Ifølge styrelsen fordi de har anmeldt større arealer i markblokke, end det areal som NaturErhvervstyrelsen har registreret.

Nu har landmændene 14 dage til at udrede ’fejlene’, som i mange tilfælde er opstået, fordi NaturErhvervstyrelsen har justeret markblokkene, efter ansøgningerne er sendt ind. Men dét, der især får landmænd og konsulenter op i det røde felt, er, at overtrædelserne ofte er så små, at de synes, det skriger til himlen, at de skal bruge kostbar tid og kræfter på at udrede dem.

Tre skal redegøre for 26 mm

Et eksempel fra Sønderjysk Landboforening er tre landmænd med en fælles markblok på mere end 100 hektar.

De tre sønderjyder har ifølge NaturErhvervstyrelsen søgt om EU-støtte til i alt 0,02 hektar - 200 kvadratmeter - for meget.

»Vi har målt markblokkens omkreds. Overskridelsen svarer til, at der er målt 26 millimeter galt hele vejen rundt om. I kroner svarer det til, at landmændene får 40 kr. for meget udbetalt i støtte om året - eller godt 13 kr. til hver,« fortæller chefkonsulent Finn Olsen, Sønderjysk Landboforening.

»Tænk, at man sætter et kæmpe apparat i gang for så lidt. Det er til grin, at styrelsen sender et fire sider langt brev til tre landmænd, som så efterfølgende kontakter deres konsulent, fordi de ikke selv orker at åbne it-systemet igen.«

Finn Olsen understreger, at det ikke er kontrol som sådan, han kritiserer.

»Men det her er ude af proportion. Der bør være en grad af sund fornuft.«

Fejl kom og gik

En af de landmænd, der også stiller spørgsmålstegn ved systemet, er Asger Møller Mortensen, Brovst.

Den nordjyske planteavler fik i sidste uge brev fra NaturErhvervstyrelsen med besked om fire overskridelser i lige så mange markblokke.

Ved nærmere eftersyn viste det sig, at to af fejlene var åbenlyst forkerte: De angår markbloknumre, som Asger Møller Mortensen slet ikke har.

En tredje handler om 100 kvm på et lille brakstykke, han har fået godkendt uden problemer i årevis. Den sidste, et areal på ca. 200 kvm, er en markblok, han deler med to naboer.

Da Asger Møller Mortensen ringede til NaturErhvervstyrelsen med sin undren, fik han en overraskende besked: Nu var der kun én fejl tilbage. De andre var forsvundet efter en frisk kørsel af systemet. Det kunne han dog ikke få på skrift, for det har styrelsen ikke råd til, forlød det.

»Det er for dårligt. Tænk, alt det bøvl vi skal makke med. Min tillid til systemet er væk,« siger Asger Møller Mortensen.

Hans naboer er mest stemt for, at de accepterer den sidste ’fejl’. De orker ikke andet.

»Måske trækker vi lod om, hvem der skal tage den,« siger Asger Møller Mortensen.

Det var ved redaktionens slutning ikke lykkedes at få en kommentar fra NaturErhvervstyrelsen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle