Kreditdirektør: Lave priser er værre end tørke

Bankernes interesseorganisation understreger i et brev, at pengeinstitutter skal være obs på tørken.

Tørken er hård for landbruget, men det vil ikke isoleret være tørken, der får landbrugsbedrifter til at bukke under. Det mener kreditdirektør i Jyske Bank, Benny Libach Pedersen. Tørken er kun én faktor i ligningen om landbrugets situation og ikke en permanent plage. Ifølge ham er de afregningspriser, landmændene skal leve med, værre.

»Tørken har en alvorlig indvirkning, men for dem, der måtte skulle dreje nøglen om og lukke, er det ikke tørken, der er udslagsgivende. Afregningsprisen er en langt mere alvorlig parameter«, siger han.

Han forventer at se virkningen af tørken i de sidste måneder i året, når foderet slipper op, og landmændene skal have penge op af lommen og ud at købe dyrt foder ind.

»Vi bruger tiden fra nu af til at få en dialog med kunderne og en plan for, hvordan, man kommer igennem det«, siger han.

Bruno Riis-Nielsen, direktør Sparekassen Sjælland-Fyn, forventer også, at landbrug, som klarede sig før tørken, vil klare sig efter tørken.

»Vi er obs på situationen og i tæt dialog med landmændene. Vi har den tilgang, at der også vil findes mange sunde bedrifter i 2019. Dem, der har vist, at de kunne drifte i fortiden, vil vi strække os langt for at hjælpe. Jeg tror dog, at løsningerne er individuelle fra landmand til landmand«, siger han.

Breve til banker

Situationens alvor blev understreget af, at Finans Danmark, bankernes interesseorganisation, mandag sendte et brev til direktionen i banker, sparekasser og kreditinstitutter som opfordrer til at se på landmændenes situation. Brevet kom, efter at Finans Danmark holdt et ekstraordinært bestyrelsesmøde om de økonomiske udfordringer, som tørken har givet mange landmænd.

»Det er i den nuværende, usædvanlige situation helt afgørende, at kreditinstitutterne fortsætter den gode, tætte og konstruktive dialog med de berørte landbrugskunder og strækker sig så langt som muligt for at finde løsninger, der er forsvarlige og holdbare for en fortsat sund drift«, siger Ulrik Nødgaard, adm. direktør for Finans Danmark.

Er i gang

Mange pengeinstitutter er dog allerede godt i gang med at tjekke situationen hos de landmænd, de har i bøgerne, i samarbejde med landmændene med henblik på at finde løsninger. Det oplyser bl.a. Spar Nord, Sydbank og Danske Andelskassers Bank over for LandbrugsAvisen.

Vestjysk Bank ønsker ikke at udtale sig og henviser til, at der er yderligere oplysninger om landbruget og tørken på vej i forbindelse med deres nært forestående halvårsregnskab.

Faktaboks

Finans Danmark

  • Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark
  • Finans Danmark arbejder for at sikre fornuftige rammevilkår for finanssektoren

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle