Administrationsbidraget bliver i mange tilfælde sat op med 0,2-0,3 procent.
Af Morten L. Handrup
Kreditforeningerne er begyndt at hæve administrationsbidraget. Det gælder blandt andet Nykredit og Realkredit Danmark.
Kunderne bliver ringet op og får besked om, at bidraget bliver sat op med for eksempel 0,2 procent, efter ordre ovenfra. Og det er faldet flere konsulenter og fagfolk for brystet.
Kreditforeningerne har ganske vist ret til at sætte bidraget op. Det fremgår normalt direkte af pantebrevet, men det opleves som et tillidsbrud, når bidraget for eksempel sættes op mindre end et halvt år efter, at der er indgået en aftale om bidragets størrelse.
Det er også faldet konsulenterne for brystet, at der ved udvælgelsen af kunder ikke er taget hensyn til nystartede og landmænd som måske har haft en indkøringsperiode af ny besætning.
Finansieringsrådgiver Niels Eghøj, Agrovi, finder at der mangler åbenhed om og forståelse af kreditforeningernes ratings system, der nu danner grundlag for bidragsfastsættelsen.
En anden kilde hæfter sig ved, at kreditforeningerne i de senere år har tjent rigtig mange penge, mere end en million kroner pr. medarbejder.
Forhøjelser der vil noget
»Det er meget spredt, men vi har set nogle forhøjelser, der vil noget, især hos Realkredit Danmark,« siger finansieringsrådgiver Jens Christian Petersen, LandboMidtØst.
Han nævner et eksempel, hvor admnistrationsbidraget er hævet fra 0,38 til 0,70 procent på et meget stort lån, vel at mærke uden at kundens situation har
ændret sig. Det er da også snarere realkreditinstitutternes situation, der har ændret sig, men han forstår ikke hvorfor det skal gå ud over folk, der for eksempel har taget et 30-årigt lån.
»Jeg kan bedre forstå det med banker, der løbende skal finansiere deres udlån, men når kreditforeninger udsteder et lån, sælger de jo obligationer, der gælder i hele lånets løbetid.«
Nye penge er blevet dyrere
Landbrugschef Jens Skadhauge, RDs Landbrugscenter Nord, bekræfter, at »nye penge er dyrere i dag end i går«, som han udtrykker det.
Til gengæld er Realkredit Danmark ifølge Jens Skadhauge endnu ikke begyndt at hæve bidraget på eksisterende lån.
Den melding stemmer dog ikke overens med konsulenternes meldinger fra Sjælland og det midtjyske.
Som begrundelse for at hæve bidragene nævner han, at finansieringsomkostningerne er steget, samtidig med at det er sværere at opfylde kapitaldækningskravene, fordi ejendomspriserne er kommet under pres.
Risikoen er tilbage
Søren Porsbjerg, Nordea, gør opmærksom på, at administrationsbidragene er faldet de sidste fem-syv år på grund af stigende konkurrence, og at de nu er på vej op på et mere »normalt« niveau.
Han gør også opmærksom på, at bidraget tidligere hed »risiko- og administrationsbidrag«.
»Der er ingen tvivl om, at risikoen er tilbage igen, og at tabskontoen vil stige i de kommende år.
Vi har gennem mange år set, at forskellen mellem gode og mindre gode lånere er blevet mindre og mindre, men nu vil vi igen se, at forskellene bliver større,« siger Søren Porsbjerg.
Han bekræfter, at det også hos Nordea er blevet dyrere at få tillægslån, mens bidraget endnu ikke er sat op på eksisterende lån.
LandbrugsAvisen har også bedt vicedirektør Poul Erik Jørgensen, Nykredit, om en kommentar, men han ønsker ikke at kommentere selskabets politik på dette område.