Krise: Usolgte potteplanter kan ikke lagres

Gartneribranchen efterlyser særlig hjælp, fordi en stor del af årsproduktionen går tabt, når Frau Schmidt holder sig hjemme og ikke køber årstidens blomster.

Corona presser mange brancher, men gartnerierhvervet er særlig hårdt ramt lige nu og beder politikerne om hjælp til at overleve og bevare arbejdspladser.

Ifølge Torben Lippert, Dansk Gartneri, ligger 42 procent af branchens omsætning svarende til 800 mio. kr. på bare tre måneder, nemlig marts, april og maj. Lige nu ligger markedet dog nærmest stille grundet corona på hovedmarkederne Tyskland, Frankrig og Østrig.

Potteplanter kan ikke som søm og skruer lagres, og de skal ud af drivhusene for at gøre plads til de næste produktioner, som skal dække markederne i månederne derefter.

»Det er meget alvorligt, og vi har brug for en højere kompensation end den, man kan få nu«, siger han.

Politisk kontakt

Sammen med Landbrug & Fødevarer gør de alt, hvad de magter for at forklare politikerne situationens alvor. Hos L&F peger direktør Flemming Nør-Pedersen på, at det kan koste arbejdspladser, ikke bare nu, men også permanent, hvis danske gartnere går konkurs og mister deres førerposition på potteplantemarkedet.

»Vi foreslår statsgaranterede lån på rimelige vilkår, men det er vigtigt, at det sker hurtigt«, siger han.

Politikerne har også antennerne ude i forhold til gartneriet.

Politisk velvilje

Socialdemokraternes fødevareordfører Anders Kronborg peger på, der er kommet mange foranstaltninger for erhvervslivet de seneste uger. Samtidig opfordrer han til, at erhvervet gør problemerne klare for politikerne.

»Hvis jeg får informationer, kommer de videre til de rette kanaler«, siger han.

Hos Venstre er Lars Chr. Lilleholt, formand for Folketingets Erhvervsudvalg, også dybt bekymret.

»De pakker, der ligger på bordet, er ikke nok til at hjælpe gartneriet. Jeg synes, at regeringen skal vise noget handlekraft«, siger han.

Lilleholt mener, at statsgaranterede lån kan være et af midlerne, så erhvervet ikke lider skibbrud, og folk bliver arbejdsløse.

Har ikke blomster i tankerne

I Østrig, som normalt er en stor aftager af danske potteplanter, er situationen ifølge journalist Claudia Jung påvirket af, at kun supermarkeder, fødevarebutikker og nogle gårdbutikker holder åbent. Øvrige butikker er lukket. Nogle blomsterbutikker bringer dog ud.

»Selv om vi elsker blomster og har tradition for at købe mange på denne årstid, tænker vi ikke så meget på blomster lige nu i denne corona-situation«, siger hun.

Ifølge det østrigske landbrugskammer står de lokale producenter over for store problemer, og landbrugskammeret prøver først og fremmest at støtte disse. Alligevel har selv de lokale svært ved at komme af med deres produkter.

Faktaboks

Væksthusgartneri, potteplanter

  • Der var i 2017 148 væksthusgartnerier, der producerer potteplanter, i alt 2 mio. kvadratmeter væksthus.
  • 3/4 af disse ligger på Fyn.
  • Omsætningen af potteplanter udgjorde i 2018 1,9 mia. kr. Deraf udgjorde eksporten 1,7 mia. kr. 
  • Sverige og Tyskland var de to største markeder, og derefter kom Holland og Norge. Disse lande aftog for næsten 1,5 mia. blomster (potteplanter og andre blomster) i alt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle