Krydsoverens med fødevareministeren

Nye krav er på vej om krydsoverensstemmelse. En ny bekendtgørelse med nye krav om hygiejne og dyrevelfærd er netop udsendt. Men nu er selv folk uden for erhvervet ved at få øjnene op for urimelighederne i krydsoverensstemmelsessystemet.

Landbrugskommissæren er enig i, at den nuværende udformning af krydsoverensstemmelseskravene i EU er uhensigtsmæssige og vanskelige at administrere, men i EU tager regelændringer lang tid.

Fødevareministeren har også lagt sig i selen for at forenkle krydsoverensstemmelsesreglerne i Danmark. Landbruget har siden delegeretmødet i november holdt flere møder med ministeren, men desværre stadig uden forenklinger eller præciseringer af reglerne. Ministeren anerkender, at mængden af regler er for stor, og at nogle af kravene er ukonkrete og svært målbare. Men ministeren kan ikke stoppe nye krav fra EU, der bidrager yderligere til landmandens kontrolmavesår.

Retsstat eller bananrepublik

Vi glæder os over den politiske forståelse for vore problemer, men når landmanden bliver knaldet for en bagatelagtig overskridelse af svært gennemskuelige regler, er det ham der må bøde. Det er fornuftstridigt, at landmænd risikerer kæmpemæssige tab for overtrædelser af regler, som end ikke myndighederne har fuldt overblik over. Hvor er landmandens retssikkerhed?

Landmænd har forståelse for, at der stilles krav til dem i forbindelse med landbrugsdriften. Men hvis kravene er "hemmelige", bliver det lidt besynderligt. En bilist har også behov for at vide, hvilke regler der gælder for ham, når han kører bil. Færdselsloven udstikker derfor hastighedsgrænser, og klare regler for hvad overskridelser koster. Tilsvarende må en landmand kende de regler, landbruget er underlagt, for at kunne drive sit landbrug. Sanktionerne må være kendte og stå i rimeligt forhold til overskridelsen.

Politikerne har formuleret den gode vilje men endnu ikke udmøntet den i handling. Omfanget af krydskrav og kontrolinstanser er uoverskueligt, og formuleringerne af flere krydskrav er uklare - hvornår er en stald "tilstrækkeligt" rengjort, og hvornår er noget passende adskilt fra en forureningskilde? Vi venter på de håndgribelige resultater, og tålmodighed er en dyd, vi ikke har råd til.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle