Kuhn optimerer til kompakt fuldfoder

Verdens største redskabsproducent har haft fokus på sneglene i udviklingen af mikservogne til maksimal opblanding af foderet.

»Med ekstra skrabere, såkaldte løftevinger, større knive på blandesneglene og stejlere stigning på den øverste fjerdedel af sneglevindingerne samt mulighed for at udstyre den med højere snegle er vognen nu bygget op til kompakt fuldfoder,« forklarer produktspecialist Jørgen Pedersen fra Maskinhandler Indkøbsringen (MI) om Euromix I 2370.

Fuldfoderblanderen er Kuhns bud på en mikservogn, der er særligt velegnet til at producere kompakt fuldfoder med maksimal opblanding og vedhæftning af samtlige fodermidler i rationen.

Euromix-fuldfoderblanderne produceres af verdens største redskabsproducent til landbruget, franske Kuhn, og forhandles og serviceres herhjemme af MI med ca. 35 medlemsforretninger i hele Danmark.

Serien spænder fra fire til 45 kubikmeters kapacitet i selvkørende eller bugserede varianter med en-to-tre vertikale snegle og en-to-tre aksler samt mulighed for en lang række tilvalg og tilpasninger til det aktuelle behov på vognens udstyr og betjening.

Får bedre fat i foderet

Den enakslede Euromix I 2370 kan udfodre gennem luger i hvert hjørne og er lidt bredere og knap så høj som andre vogne i 23 kubikmeter-klassen til ca. 200-250 årskøer. Helt præcis er højden 298 cm og bredden 253 cm.

»Det giver mulighed for at montere bredere snegle, som får bedre fat i foderet og dermed laver bedre opblanding. Noget som de riflede sider også bidrager til med bedre modhold i foderet,« forklarer Jørgen Pedersen.

Transmisson hentet fra Kuhns største rotorharver

Som udgangspunkt er fuldfoderblanderen udrustet med en totrins gearkasse med 16 omdrejninger på sneglene i minuttet til ifyldning og opstart og 29 omdrejninger til blanding og tømning.

Gearkassen er hentet fra Kuhns kendte foldbare rotorharver i seks meters arbejdsbredde og gearet ned med planetgear.

Der er dog også mulighed for at udstyre vognen med trinløst variabel transmission.

Effektbehovet er minimum 110 hk.

Som standard leveres Kuhns fuldfoderblandere i Danmark med den programmerbare KDW 340-monitor med hukommelse til op til 200 fodermidler.

Der kan monteres en ekstra monitor i læssemaskinen.

Faktaboks

Dataoverførsel

  • Som en af ganske få producenter tilbyder Kuhn trådløs dataoverførsel med DigiStar. 
  • Det letter opgørelse af evt. foderspild, justering af foderplan samt generel brug af fodringsdata. 

Emneord

foder

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle