Kun aktive landmænd kan få støtterettigheder

Man skal være aktiv landbruger for at købe eller leje nye betalingsrettigheder.

Fra og med 11. maj 2015 skal man være aktiv landbruger og udføre mindst én landbrugsaktivitet på bedriften for at kunne erhverve nye betalingsrettigheder. Det fremgår af en ny EU-regel, oplyser NaturErhvervstyrelsen.

»Det betyder, at personer, der har fået overdraget betalingsrettigheder til sig efter 11. maj 2015, og som ikke selv søger grundbetaling eller slagtepræmie i 2016, risikerer at få overdragelsen afvist. Derfor vil jeg opfordre dem til at holde sig godt orienteret,« lyder det klare budskab fra specialkonsulent Tone Maj Pedersen, Økonomi & Virksomhedsledelse, Seges.

Hvis de kan dokumentere, at de udfører »mindst én landbrugsaktivitet«, for eksempel ved at dyrke afgrøder, holde husdyr eller slå permanente græsarealer, har de dog stadig mulighed for at få overdragelsen godkendt.

En anden mulighed er at tilbageføre overdragelsen, og det skal i givet fald ske inden 21. april 2016.

Mange uafklarede spørgsmål

»Det er et af de mange uafklarede spørgsmål, hvordan man skal gøre det i praksis,« siger Tone Maj Pedersen.

Det kan også komme på tale at ændre i forpagtningsaftaler, påpeger hun.

»Vi har modtaget rigtigt mange spørgsmål omkring reglen, og der er ingen tvivl om, at det vil give meget ekstra administrativt arbejde,« siger hun.

Reglen vil primært ramme personer, der køber en landbrugsejendom for at bo på den, men som ikke vil dyrke jorden. Efter den nye regel vil de ikke selv kunne erhverve betalingsrettigheder, selvom de forpagter jorden ud til en nabo, der driver landbrug.

Mange offentlige lodsejere

Tilsvarende gælder for pensionerede landmænd, som bortforpagter jorden. De vil heller ikke uden videre kunne tilkøbe mere jord med betalingsrettigheder.

»I princippet risikerer rigtig mange offentlige lodsejere som for eksempel kommuner og menighedsråd også at blive ramt af reglen,« siger Tone Maj Pedersen.

Hun opfordrer konsulenter til først at kigge i vejledningen om direkte arealstøtte 2016 og derefter vente, hvis det ikke giver den ønskede afklaring.

Seges vil ifølge Tone Maj Pedersen hurtigst muligt sammen med Landbrug & Fødevarer søge afklaring af de mange spørgsmål hos Natur- Erhvervstyrelsen.

Faktaboks

Ny regel

  • Gælder fra 11. maj 2016
  • Nu EU-regel 
  • Skal sikre, at betalingsrettigheder holdes indenfor erhvervet

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle