Kun for mænd (og rigtige drengerøve)

Landbruget er mere end heste, køer og grise. Det er også store maskiner med masser af hestekræfter.

På Jordbrugets Uddannelsescenter uden for Århus er der hestekræfter for enhver smag. Nede ved staldene er det pigerne der passer hestekræfterne med fire ben, mens det oppe ved den store garage er drengene der passer dem med fire hjul.

En af dem er Poul Arne Klinge. Han er 21 år og er i gang med 2. hovedforløb på uddannelsen til jordbrugsmaskinfører, og når han skal fortælle, hvor mange piger der går på hans uddannelse, former han tommel og pegefinger til et stort rundt nul.

"Maskinføreruddannelsen er en beskæftigelse for drengerøve. Hvis man kan lide store maskiner, er det den, man skal vælge," siger han.

Og det er da også en uddannelse, der er skræddersyet til folk som ikke er bange for olieplettede fingre og dieselos i næseborene. I løbet af de knap fire år uddannelsen tager, skal eleverne lære, hvordan man kører og vedligeholder maskiner til landbruget.

Ville ud og køre

Det var slet ikke meningen, Poul Arne Klinge skulle være startet på uddannelsen. Han var i lære som mekaniker på en maskinstation, men han blev hurtigt enig med sin mester om, at det mere var ham at blive jordbrugsmaskinfører.

"Hver gang de andre kørte ud fra pladsen, stod jeg tilbage og tænkte, hvorfor det ikke var mig. Så min chef kunne godt se, at jeg var mere ivrig efter at køre i maskinerne frem for at skulle skrue på dem," siger Poul Arne Klinge.

Lige siden han var barn, har han været vild med store maskiner, så derfor kalder han også uddannelsen til jordbrugsmaskinfører for sin drømmeuddannelse. Og det passer ham perfekt, at der bliver vekslet mellem praktik og skole under hele uddannelsen.

"Det sjoveste er, når vi er ude og køre. Men jo længere jeg når på uddannelsen, så kan jeg godt se, at det, lærerne fortæller på skolen, måske ikke er helt så dumt," siger han.

Australien kalder

Uddannelsen som jordbrugsmaskinfører giver flere muligheder for at læse videre inden for landbruget. Poul Arne Klinge ved endnu ikke helt, hvad vej han skal gå. Det er kun sikkert, at han vil ud og arbejde og så en tur til Australien.

"Det er dernede, de store maskiner findes, så det skal prøves. Bagefter vil jeg muligvis videreuddanne mig til driftsleder eller måske til landmand. Men det kræver, at jeg finder en kone der vil tage sig af dyrene. Markerne skal jeg nok tage mig af," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle