Kvæg på Læsø ramt af ny øjensygdom

Øjenbetændelsen pink eye, der kan gøre kreaturer blinde, har nu for første gang vist sig på Læsø.

Ubehandlet kan sygdommen gøre kvæg blinde, så der er al mulig grund til at tage øjensygdommen pink eye alvorligt.

Sygdommen har for første gang nogensinde vist sig på Læsø og findes ellers kun sjældent på fastlandet.

»Vi mener, vi har styr på situationen på Læsø,« understreger dyrlæge Snorri Gudmundsson, der har behandlet fire tilfælde af sygdommen i en kødkvægsbesætning med Limousine-kvæg på øen.

Der er tale om en moraxella-infektion, der er forholdsvis enkel at behandle, hvis man opdager den i tide. Infektionen behandles med tetracyklin.

»Men det gælder om at opdage sygdommen hos kvæget,« understreger Snorri Gudmundsson.

Smitten overføres fra dyr til dyr med fluer, men der er flere faktorer der spiller ind for, om dyr bliver angrebet.

Det handler især om tørke, støv, blæst, stærkt sollys og højt græs eller krat. Det er forhold, der alle er til stede på Læsøs rønner for tiden.

Skov- og Naturstyrelsen har netop udvidet antallet af dyr på øen, og en stor del af dyrene er nu undersøgt, uden at der er fundet tilfælde af smitten, konstaterer Snorri Gudmundsson i et brev til kvægholderne på Læsø.

Desuden er der sat ekstra hegn op, der forhindrer kontakt mellem Skov- og Naturstyrelsens dyr og andre dyr på øen.

Symptomerne på sygdommen er tåreflåd i begyndelsen, hævede øjenlåg efterfulgt af betændelsessekret og rødme omkring øjeæblet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle