»Jeg vil eje mine køer og min stald«

Unge tror på en fremtid som mælkeproducenter gennem stærke koncepter, nye ejerformer og glidende overdragelser.

De laveste mælkepriser i mands minde får ikke de unge på landbrugsskolerne til at flygte væk fra erhvervet.

Men blandt andet krisen gør dem helt indstillet på at gå nye veje med både ejer- og produktionsform for at nå målet, da kun få af dem har en fædrene gård at overtage. Det er tre ud af fem unge kommende agrarøkonomer fra Bygholm enige om. Fælles for dem er, at det først og fremmest handler om at producere mælk

»Jeg ser sammen med min kæreste vores vej ind i erhvervet gennem familien,« siger Johan Schelde, 25 år. Der er ejendomme at overtage i både hans og kærestens familie, og meget taler for at vælge en ældre ejendom med relativt lav gæld og bedre muligheder for at sætte eget præg på bedriften.

»Jeg vil eje mine køer og min stald, resten har andenprioritet,« siger han, og det nikker resten ja til.

Glidende overgang

Poul Rasmussen, 21 år, ser et glidende generationsskifte med en selvstændig landmand som sin vej til at blive mælkeproducent.

»Der er jo mange mælkeproducenter derude, som på et tidspunkt gerne vil stoppe. Her er det en oplagt mulighed, at medarbejderen overtager, og at det kan ske glidende i et i/s,« forklarer han og ser en mulighed for at lette overgangen for begge parter gennem at lade den nuværende ejer beholde jorden og sælge foder, så man selv kun behøver at købe stald og køer for at komme i gang.

27-årige Martin Stokkebye tror dog fortsat på selvejet men vil få økonomi i det ved at satse på et koncept, han kalder en krydsning af det bedste fra Danmark og Irland: Sæsonkælvning om efteråret på græs, intensiv mælkeproduktion om vinteren og lavt teknologi-niveau på bedriften.

»Jeg vil prøve at finde en investor, der har forstand på økonomien, mens jeg tager mig af mælkeproduktionen,« forklarer han.

Drøm sat på pause

To af de fem unge, LandbrugsAvisen har talt med, ser dog knap så lyst på fremtiden som mælkeproducent.

22-årige Kasper Dam Sørensen ser for stor en ubalance mellem indsats og udbytte og skifter helt spor efter endt uddannelse. 21-årige Martin Van Der Steen ser ikke for sig, at han helt forlader kvægbruget, men drømmen om at blive selvstændig er sat lidt på pause.

Faktaboks

Stigende alder

  • Et tal flere af de unge nævner til at understrege behovet for generationsskifter i kvægbruget er, at gennemsnitsalderen blandt de selvstændige mælkeproducenter stiger med otte måneder for hvert år, der går.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.