»Vi er stolte af vores mælk«

Mælkeproducent ser investeringen i at sælge frisk mælk direkte til forbrugerne som imagepleje.

Selvfølgelig handler det også om at tjene penge.

15 kroner pr. liter frisktappet mælk er en markant bedre pris, end mejeriet kan tilbyde for den økologiske mælk fra de 155 røde årskøer på Mannerup Møllegård i Osted. Næste år forventer bedriften da også, at den 650.000 kroner store investering i 2014 til at pasteurisere og sælge friskmalket mælk direkte til forbrugerne begynder at give overskud.

Men du skal ikke have lyttet mange minutter til Peter Chr. Sivertsen for at forstå, at han også er stolt af sin mælk og sit landbrug. Og sådan set også stolt over at være leverandør til Arla, som fortsat kommer til at aftage hovedparten af bedriftens mælk. Arla har da også bakket godt op om gårdsalget.

»Ideen havde rumlet nogle år, men vi ville ikke konkurrere mod det lokale Osted Mejeri og deres butik. Da de så lukkede i efteråret 2014, så vi muligheden. Arla gav faktisk det sidste puf, da både mejeriet og vi så det her som rigtig god imagepleje. En investering i at kunne blive ved med at være her. Måske bliver det også en god forretning på et tidspunkt, for det vokser stille og roligt,« forklarer Peter Chr. Sivertsen.

Smagen af frisk mælk

Lige nu ligger salget på ca. 350 liter om ugen eller knap 20.000 liter om året.

Kunderne er mange forskellige, men to grupper skiller sig ud som de største blandt de forbipasserende 15.000 bilister i døgnet på hovedvej 14: Dem der kan huske fra deres barndom hvordan frisktappet mælk smager. Og så børnefamilier med interesse for autentiske produkter og gårdsalg.

Imagepleje ligger ikke Mannerup Møllegård fjernt. Bedriften er den eneste tilbageværende af de såkaldte kig-ind-gårde, hvor enhver kan komme og gå rundt på bedriften på egen hånd. Derudover modtages et hav af besøgende - fra lokale børnehaver til udenlandske politiker-delegationer. Antallet af gæster skal tælles i tusinder hvert år

»Det er kommet langsomt og har nok med vores beliggenhed forholdsvis tæt på København at gøre. Vi er blot et almindeligt dansk landbrug. Så nogle gæster bliver da også skuffede over, at vi ikke har en legeplads til børnene eller kælekaniner. Men det er meget vigtigt for mig, at det er netop et landbrug og vores produktion, vi viser frem. Vi er stolte af vores mælk,« fremhæver Peter Chr. Sivertsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.