125 år med RYK har givet mere og federe mælk

Danmark opfandt kontrolassistenten.

Indtil for 125 år siden skulle en ko se godt ud og være nem at malke i hånden. Ydelse og indholdsstoffer kendte man ikke noget til, men så kom ydelseskontrollen. Den første kontrolforening i verden så dagens lys, og snart spredte den sig som ringe i vandet - også i udlandet.

Det fejrede en RYK mandag på Sønderskov Herregaard, der i samarbejde med RYK og med penge fra Landbrugets Kulturfond har indrettet en udstilling, der viser udviklingen i kontrolforeningerne.

Formålet var enkelt. Køerne skulle give meget og fed mælk. Det sidste værdsatta andelsmejerierne, der erfarede, at der skulle vidt forskellige mængder mælk til at lave et kg smør.

I dag er det lidt mere avanceret, for mens der oprindelig blev målt ydelse og fedtprocent, måler man i dag på op mod 20 parametre.

»Det handler om at skabe sunde malkekøer og få mest muligt ud af dem«, opsummerede Michael Jensen, formand for RYK i sin tale.

Gert Karkov, næstformand i Landbrugets Kulturfond, fremhævede, at kontrolforeningerne har været et aktiv for dansk demokrati.

»De tog mest stilling til, om man skulle have kringle eller lagkage til generalforsamlingen, men de har været fødekæde til mange bestyrelser«, sagde han.

I 2003 blev de sidste 31 foreninger til en - RYK-Fonden, og mange taburetter forsvandt med et uden større besvær.

»Da vi fandt ud af, hvad Peder Philipp ville betale for vores godt brugte udstyr, var det svært selv for en vestjyde at takke nej«, sagde Jens Chr. Mathiesen.

Faktaboks

  • Vejen og Omegns Kontrolforening startede i 1895 som verdens første
  • Kontrol med input af foder og output af mælk er stadig essentielt for at få økonomi i mælkeproduktion

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.