Billigt korn gør de sidste kilo attraktive

Med billigt korn og tilskudsfoder er det en god forretning at fede kalvene så intensivt, at slagtevægten ender tæt på noteringsgrænsen ved 380 kg slagtet vægt.

Danske producenter af kødkvæg-tyre skal i år udnytte de lave priser på korn og kalveblanding. De gunstige priser gør det fordelagtigt at gøre slagtedyrene så tunge, at slagtevægten rammer så tæt på grænsen på 380 kg, hvor kiloprisen stadig er i top.

Det mener kvægrådgiver Karsten Brødbæk fra LandboNord.

Han påpeger, at der er en gunstig sammenhæng mellem vægt, formklasse og slagteprocent: Jo højere vægt, jo højere slagteprocent og formklasse. Dækningsbidraget stiger skønsmæssigt 1.000 kroner pr. kalv, hvis slagtevægten øges fra 270 til 370 kg, uddyber han.

Den intensive opfedning kan enten ske ved fri adgang til valset korn tilsat et proteintilskud, fri adgang til kalveblanding eller med valset korn suppleret med ensilage af god kvalitet.

Gør kvierne færdige til tiden

Et andet godt råd fra den nordjyske rådgiver er, at slagtekvierne skal være færdige til slagtning inden 16 måneder, da de herefter ikke kan hjembringe en slagtepræmie.

»Jeg ser desværre stadig nogen, som slagter 17 og 18 måneder gamle kvier, men med en faldende notering ved 16 måneder og den manglende slagtepræmie mister man op mod 2.000 kr. på at lade kvierne blive ældre end 16 måneder,« forklarer Karsten Brødbæk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.