Carstens børster kan både vaske busser og klø køer

Ny producent af kobørster sætter sin lid til standardkomponenter og lavt energiforbrug.

Simpelt, funktionelt og uden brug for særligt vedligehold.

Sådan lyder tankerne bag udviklingen af de to typer af kobørster, som Carsten Papuga, Celi Invest i Vejle, har sendt på markedet det sidste års tid.

Han har årelang erfaring i at producere børstebaserede vaskemaskiner til busser og lastbiler, og en del erfaringer er genbrugt i den nye niche - kobørster.

»Jeg har bevidst valgt nogle materialer og komponenter, som er gængse og solide. Eksempelvis er børsten ophængt i et kardanled, som er stærkt og som gør det muligt for børsten at rotere frit,« fortæller Carsten Papuga.

Tre års garanti

Ideen til at udvikle nye kobørster til danske såvel som udenlandske kvægbrugere fik Carsten Papuga af en god bekendt, som er klovbeskærer.

»Han sagde, at der var behov for børster, som kan holde i mange år. Det mener jeg, at vores kan. Derfor giver vi tre års garanti,« fortæller Carsten Papuga.

Han samler og monterer kobørsterne selv, mens underleverandører står for opbygningen af enkeltdele.

»Vi har lavet et produkt, som er solidt, og som samtidig har et flot design blandt andet takket være brug af rustfrit stål,« siger Carsten Papuga.

Begrænset brug for vedligehold

Valget af standardkomponenter skal ifølge Carsten Papuga sikre køberne mod store omkostninger til vedligehold. Foruden kardanleddet og tandhjulsgearet er der til brug for styringen af børsterne også valgt en gængs komponent.

»Vi benytter en frekvensomformer frem for printplader, da den er mere sikker,« siger Carsten Papuga, som kan indstille hver enkelt kobørste efter landmandens ønske.

Kobørsterne starter altid ved ti graders hældning, og ved overbelastning stoppes børsten og roterer to omdrejninger i den modsatte retning. Sammen med halesikring er det med til at afværge ulykker.

Kobørsterne drives af 250 Watts motorer, og mere er ikke nødvendigt på grund af tandhjulsgearet inde i børsten.

»Det betyder, at børsterne har et lavt energiforbrug. Og det er ikke uvæsentligt, når man skal have børster for hver 50 køer i stalden,« siger Carsten Papuga med henvisning til kravet om kobørster jf. Lov om hold af malkekvæg.

Også det daglige vedligehold har Carsten Papuga reduceret: Landmanden kan nøjes med at smøre to smørenipler to gange om året.

Faktaboks

Kobørsterne

  • Børsterne er dansk producerede 
  • Enkle og solide komponenter
  • Én type kobørste til køer og en anden type til kvier
  • Pris: 9.900 kr. pr. stk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.