Danmarks mest fantastiske malkeko blev miss Danmark

Det er godt gået, at man har født seks gange, malket over 100.000 kilo kvalitets-mælk og så alligevel kan blive Danmarks smukkeste malkeko

De snakkede om det allerede aftenen i forvejen - hende koen, der havde fået seks kalve og malket en masse mælk - og det er ikke bare sådan noget pjask, sagde de til hinanden. Og den ko stillede op i miss Danmark - det, der før hed Danmarks smukkeste malkeko.

»Hvis hun vinder, er det en sensation,« var der én, der sagde, og han ved en masse om køer.

Koen er fra Torben Kragh, Stortoft Holstein i Henne.

En fabelagtig ko, som sagt, og hun vandt.

Ikke alene vandt hun, men det var en totalt overbevisende sejr.

Torben Kragh er en af landets mest erfarne udstillere af kvæg.

»Men det her har vi ikke prøvet før. Det må jeg bare sige,« sagde han overvældet lige efter afgørelsen.

Koen er så også bedste ældre malkeko og miss Holstein. Med sig hjem kunne familien Kragh tage en check på 10.000 kroner sponsoreret af Premier Is, der dagen før havde købt Hjemis.

Miss Teenager konkurrencen blev vundet af Bathau Holstein efter et nervepirrende opgør, hvor der var lige mange point til to kvier. Det krævede votering ved dommerbordet og gjorde det nødvendigt, at de to udpegede dommere måtte træffe den endelige afgørelse. Ellers er det udpegede dommere fra hver af de deltagende racer, der tildeler points.

Miss Teenager var i forvejen blevet udpeget til bedste kvie.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.