Det bedste var, at dyrene fik bedre forhold

Lars Nielsen måtte ændre stalden for adskillige år siden, da han lagde kvægbruget om til økologi.

Inden Lars Nielsen, Lemvig, blev økolog, gik kvierne på fuldspalter. Han måtte derfor tænke kreativt for at ændre stalden, så den levede op til økologireglerne, hvor fuldspalter ikke er tilladt. En omstilling, som mange konventionelle også skal igennem inden 2024.

- Det bedste ved ændringerne er, at dyrene har fået bedre forhold. Der kan ikke være nær så mange i den samme stald, men nu ligger de i senge, siger han.

Løsningen blev at lægge sengebåse, så dyrene ligger på langs med foderbordet, to og to mod hinanden. Bagved sengene går kvierne på spalter og kan komme til foderbordet.

- De ligger blødt og godt i en seng frem for både at gå og ligge på spalter, siger Lars Nielsen.

Han vil ikke gøre sig til ekspert i, om det gør kvierne til bedre køer, at de ikke længere går på fuldspalter. Generelt er der dog stort fokus på, at opvæksten som kvie har stor betydning for, hvor god en ko bliver.

Sengebåsene etablerede Lars Nielsen ved at lave nogle betonklodser, der kan holde sengebøjlerne og sætte dem ind oven på spalterne. Desuden har han skruet nogle stykker træ på, som danner en ’sengeramme’.

- Man skal ikke gå på kompromis med højden. Der skal være en vis tykkelse at ligge på, forklarer han.

I sengene ligger der gammelt møg, som er dækket med frisk halm, som holder sengen blød og tør.

Det sværeste var ifølge Lars Nielsen at få idéen til, hvordan han skulle gøre.

- Jeg synes ikke, der var noget svært ved at lave det om. Udfordringen var mere, hvor jeg så skulle gøre af alle de kvier, der ikke længere var plads til, siger han.

De endte i en tom stald hos hans svigerfar.

Faktaboks

  • Lars Nielsen, Lemvig
  • Økolog
  • 125 holstein
  • 10.500 kg EKM pr. årsko

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.