Dyrlæge: Goldkøernes stald betyder mere end foderet

Fodring af goldkøer er et hot aktuelt emne. Landmænd overser effekten af staldforhold, advarer dyrlæge.

Er der tilstrækkeligt med plads ved foderbordet og foder hele tiden? Og er lejematerialet nu det helt rigtige?

Disse spørgsmål overser flere landmænd, når de arbejder med goldkøer, mener Maja Albrechtsen, dyrlæge hos LVK.

Til et stormøde, arrangeret af European Dairy Farmers, advarede hun mod, at goldkofodring kommer til at fylde for meget.

»Det er min påstand, at staldforholdene og management betyder mere end fodringen. Men når noget går galt med goldkøer, kigger de fleste altid på foderet først. Sådan bør det ikke være«, sagde hun.

Min 75 cm ædeplads

Vil man gøre det bedste for sine goldkøer i forhold til opstaldning, bør man først og fremmest sikre sig, at de hver især har 75 cm ædeplads. Og er der mindre end én goldko pr. ædeplads, er man godt på vej, mener Maja Albrecthsen.

På stormøder fremlagde hun undersøgelser, foretaget af den kendte amerikanske forsker Ken Nordlund, som viste, at det bedste hvileareal til goldkøer er dybstrøelse. Sand er næstbedst, og madrasser scorer dårligst.

Ifølge Ken Nordlund skal goldkøer af stor race have 11 kvm hvileareal, jerseykøer lidt mindre.

Små hold til sidst

For at undgå kampe om rangorden kan man køre ugehold, hvor goldkøerne følges ad i mindre grupper frem til kælvning. Er dette ikke muligt, bør man køre med tre hold i de sidste 30 dage før kælvning.

»Og det er først, når der er to køer tilbage i det sidste hold 10-0 dage før kælvning, at man må flytte dem til holdet, der har lidt flere dage til kælvning. Det vil give lidt uro, men omvendt kan køer ikke lide at kælve alene«, lød det fra Maja Albrechtsen.

For at tage højde for et varierende antal goldkøer i grupperne, bør man dimensionere store goldkobokse. Man kan med fordel gå helt op på 140 pct., dvs. at der er plads til 14 køer i hvert hold, selv om man normalvis har 10 goldkøer i hvert hold.

»Det er en betydelig udskrivning at give goldkøerne så meget ekstra plads, men det lønner sig. Goldperioden og opstarten af ny laktation er så vigtig for køernes mulighed for at udfolde deres potentiale«, sagde Maja Albrechtsen med henvisning til, at op mod 75 pct. af sygdomme i laktationen kan relateres til perioden før og kort efter kælvning.

Faktaboks

Risiko for ketose

  1. Ædetid: Nedsat ædetid og nedsat drøvtygning før kælvning øger risikoen for ketose betydeligt.
  2. Kælvningen: Risikoen for at udvikle ketose styrkes, hvis koen har en vanskelig kælvning, føder en dødfødt kalv eller føder en tyrekalv. Høj mængde råmælk (mere end fem liter) ved første udmalkning er også en indikator for ketose.
  3. Før kælvning: Lang laktation og højt huld (over 3,25) øger også risikoen for, at koen udvikler ketose.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.