Ekspert: Fortæl, hvad du kan tilbyde

Skru ned for krav og forventninger, når et ledigt job slås op. Brug i stedet kræfter på at fortælle, hvad arbejdspladsen kan tilbyde.

Der var en gang, hvor der var mange ansøgere til jobs i landbruget, og hvor man sagtens kunne tillade sig at stille krav og forventninger i stillingsopslag.

Men med stadig færre elever på landbrugsskolerne og en stagnerende tilgang af udenlandsk arbejdskraft er der nu færre ansøgere til landbrugsjobs, og derfor skal man gentænke stillingsopslag, mener Kirstine Simoni Faurholt, Seges Akademi.

Hun peger på, at landmænd i stedet skal beskrive, hvad de kan tilbyde kommende medarbejdere.

»På sin vis kan det godt være de samme opgaver, man vælger at lægge frem som et tilbud, som man tidligere ville have omtalt som forventet af den kommende medarbejder. Men det udviser en helt anden form for åbenhed, når man formulerer sig med tilbud til de unge. De har mange valgmuligheder og skal vælge netop dig«, mener Kirstine Simoni Faurholt.

Tilbyd bløde værdier

Nogle landmænd har taget opgaven op ved at fokusere på det, deres bedrift tilbyder. Det kan være arbejdstider, frokostordning, arbejdstøj, mulighed for at deltage i faglige arrangementer samt udviklingsplaner for de enkelte medarbejdere.

»Som ny på en arbejdsplads kan man hurtigt blive mødt af forventninger og krav. Hvis forventningerne er formuleret som krav i jobopslaget, kan det skræmme folk væk. De kan føle, at de ikke kan honorere det, selv om det ikke nødvendig- vis er tilfældet«, siger Kirstine Simoni Faurholt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.