Færre hestebønner i årets markplan

Tørken i 2018 er årsag til markant fald i arealet med hestebønner fra 25.000 til 16.000 hektar.

Hestebønnerne klarede sig rigtig dårligt under tørken sidste år, også dårligere end korn. Hos økologerne dyrkes hestebønnerne især af kvægbrugerne, og foruden de dårlige erfaringer fra 2018 er hestebønnerne også blevet fortrængt i dette års markplaner af grovfoderafgrøder på grund af den anstrengte foderforsyningssituation efter tørken«.

Sådan forklarer plantechef Claus Østergaard, Økologirådgivning Danmark, det store fald i arealet med hestebønner til høst fra 25.000 hektar sidste år til blot 16.000 hektar i år.

Tallene stammer fra fælleskemaet til grundbetalingen, som Seges har bearbejdet i et bud på arealanvendelsen i 2019.

Tallene dækker både økologiske og konventionelle bedrifter og skal tages med det forbehold, at såningen af samtlige afgrøder knap er afsluttet endnu.

Kommer tilbage

Majsarealet til høst 2019 er med 185.000 hektar det højeste i de seneste syv år.

Helt så meget går græs og kløvergræs i omdrift ikke frem i år, men de 283.000 hektar er 16.000 hektar mere end sidste år.

Claus Østergaard forventer ikke en permanent nedgang i hestebønnearealet, da både økologer og konventionelle mælkeproducenter har fokus på at undgå sojaimport og genmodificeret soja.

Men at det gik så galt med avlen i 2018, kom bag på mange landmænd, fordi der, siden dyrkningen af hestebønner tog fart fra 2011 og frem, ikke har været et decideret tørkeår.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.