Finner genopfinder bugseret finsnitter
Elho vender snittecylinderen 90 grader og placerer metaldetektor helt ude på pickuppen.

Enkeltdelene er forholdsvis velkendte med pickup, snegle og knivcylinder. Men finske Elhos måde at kombinere delene på til en bugseret finsnitter med navnet Cobra er ny.

For det første har Elho drejet selve snitterenheden 90 grader, så der via pto-akslen er en direkte forbindelse mellem traktoren og snittecylinderen uden effekttab undervejs. Cobra kan i den bugserede udgave belastes med op til 400 hk og kræver derudover loadsensing-hydraulik til de fem trykruller i indmadningen. Det sikrer mod overbelastning via en alarmfunktion i traktorkabinen.

Metaldetektor i skjoldet

For det andet har pickuppen Elhos helt eget design med en kombination af traditionelle pickup-tænder og tænder fra firmaets river og vendere.

Det sikrer ifølge finnerne en mere ensartet materialestrøm uden klumpedannelse og dermed en jævn belastning af finsnitteren.

Pickuppen afleverer græsset på tre snegle, som transporterer det ind i snitteren.

En tredje smart detalje er, at sten- og metaldetektorer er placeret i pickuppens skjold, som automatisk stopper trykrullerne i snitterens indmadning. Det giver længere reaktionstid i forhold til at undgå skader på knivcylinderen at placere sensorerne så fremskudt.

Derudover har Cobra elektronisk styret automatisk slibning af knivene.

Faktaboks

Robuste maskiner:

  • Den finske grovfodersæson er kort. Derfor er det finske grej generelt dimensioneret ret robust i et enkelt design for at opnå maksimal oppetid.
  • Dansk forhandler er Rytter Maskiner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.