Forbrugeren viser vejen til fremtidens gode forretning

Af Karsten Willumsen, næstformand for L&F Kvæg

Finanskrisen har gjort os endnu bedre til at optimere og effektivisere. Og der er samlet mange 25-ører op rundt om på bedrifterne. Men effektivisering gør det ikke alene.

Hvis vi for alvor skal skabe værdi, er det nødvendigt, at vi fokuserer på og forstår markedet. Vi skal sætte os ind i og ikke mindst acceptere, hvad det er, forbrugerne anser for merværdi. Og her er jeg ikke i tvivl om, at fokus skal være på spisekvalitet og bæredygtighed, dyrevelfærd og miljø - på en måde, så det skaber endnu mere forretning på den enkelte bedrift.

Vi skal strække os for at nå forbrugernes ønsker, for det er det, der er mest værdi i for os alle sammen. Men vi skal gøre det smart og eftertænksomt. Det handler ikke om at bygge en masse nye stalde eller stoppe med at bruge antibiotika fra den ene dag til den anden. Men hver eneste dag skal vi arbejde på at få en endnu mere moderne produktion og forebygge sygdom så godt, at vi på sigt kan udfase antibiotika. Vi skal blive ved med at forfine vores kompetencer inden for pasning af dyr, blive ved med at være nysgerrig på at lære nyt og sammen med vores medarbejdere og rådgivere hele tiden blive en lille smule dygtigere. Hele tiden med den storytelling for øje om dyrevelfærd, miljøvenlig fodring og bæredygtigt management, der kommer mere og mere med ud i butikkerne.

De animalske produkter får ganske vist mange hug – senest med kostrådene. Det kan man mene om, hvad man vil. Jeg vælger at arbejde konstruktivt med det. Og det, tænker jeg, at vi som branche gør bedst ved, er fortsat at sikre os førerpositionen inden for dokumentation og gennemsigtighed. Vi skal udvikle, udnytte og implementere nye teknologier, der understøtter dette. For hvis der skal være forretning i endnu bedre dyrevelfærd og endnu mindre miljøpåvirkning, skal det være dokumenteret og gennemsigtigt.

Når alt det er sagt, skal vi huske, at der ikke er forretning i at lave et produkt, der ikke smager godt. Det er afgørende vigtigt, at vi sammen med vores andelsselskaber fortsat laver fantastiske råvarer, der giver en god smag i munden – på alle niveauer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.