Frisk græs er billigt foder til højtydende besætning

Fodring med frisk græs sænker omkostningerne til mælkeproduktion hos Henrik Mikkelsen. Samtidig giver det god samvittighed at minimere indkøbet af protein.

Det er fagligt spændende at sørge for, at der hver dag er letfordøjeligt græs at høste, og det giver god samvittighed at dyrke proteinet lokalt.

Sådan lyder Henrik Mikkelsens konklusion her i starten af sæson to, hvor han hver dag henter friskt græs til køerne med en Maksigrass-vogn.

Til rækken af fordele hører også, at det friske græs er et billigt fodermiddel, understreger mælkeproducenten fra Hjørring.

Bag baggrund af beregnede udbytter fra 2020 er der udregnet en pris på knap 70 øre pr. FEN. Heri indgår alle omkostninger til græsdyrkning samt timeløn for at hente græsset og forrentning og afskrivning af vognen.

Seks måneders sæson

I 2020 startede sæsonen med frisk græs 7. maj og sluttede 7. november. I år startede Henrik Mikkelsen 8. maj. Han introducerer græsset over fem-seks dage, hvor han dagligt øger mængden med et til to kg ts. Aktuelt fodres køerne med ti kg ts i friskt græs.

Det friske græs erstatter græsensilage og tilskudsfoder i form af både raps- og sojaprodukter. Størsteparten af den daglige mængde lægges direkte ind på foderbordet, og Henrik Mikkelsen sigter efter, at der skal være græs nok hele døgnet.

En mindre mængde græs puttes i fuldfodervognen for at binde rationen med majs, mineraler og tilskudsfoder sammen. Denne ration udfodres fire gange dagligt via en hængebane til de cirka 125 malkende køer i bindestalden.

»Maksigrass-vognen klipper græsset skånsomt og komprimerer det ikke hårdt i vognen. Derfor kan vi godt lægge græs ind til et døgn, uden at det bliver varmt«, fortæller Henrik Mikkelsen.

Lokalt protein

Det er for Henrik Mikkelsen tydeligt at se, at såvel foderoptag som mælkeydelse stiger, når sæsonen med friskt græs starter.

»Køerne er helt vilde med det. Det er bondemanden også. Der er en tilfredshed ved at hente græs hver dag, og i forhold til debatten om klima og bæredygtighed glæder jeg mig over at producere proteinet på markerne og mindske importen af protein udefra«, siger Henrik Mikkelsen.

Af yderligere fordele peger han på, at han har færre markstakke med græsensilage og skal bortskaffe mindre plastik, fordi der ensileres mindre græs.

Faktaboks

  • Bedriften Hebbelstrup ligger ved Hjørring
  • 140 årskøer
  • Ydelse: 12.184 kg EKM/ko (til mejeri)
  • 46 hektar græs

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.