Gør som Juan og spar tre sekunder pr. ko

En række danske landmænd blev i sidste uge undervist i malkning på mexicansk. Metoden halverer tiden til påsætning af malkesæt.

Det ser legende let ud og udstråler effektivitet.

Sådan lød det fra flere af de deltagende medhjælpere og landmænd, som i sidste uge deltog i malkeundervisning ledet af Juan Quezada fra amerikanske Milk Source.

Han har udviklet en malkemetode, som kan halvere tiden til påsætning, og som herhjemme betegnes som ’malkning på mexicansk’.

I sin enkelthed går metoden ud på, at man påsætter pattekopperne to og to i stedet for enkeltvis, og ifølge Juan Quezada kan tiden til påsætning derfor halveres fra seks-syv sekunder til tre.

Det lyder ikke af særlig meget, men når man som en af værterne, I/S Sønderhøjgaard ved Viborg, malker 800 køer, er det muligt forkorte hver malkning med 30-40 minutter.

Knæk og vip

Juan Quezada anbefaler malkemetoden til malkestalde med karussel eller sidebyside, hvor køerne malkes mellem bagbenene.

Når malkesættet er aktiveret, knækkes de to pattegummi, som skal påsættes køernes bagerste patter. ’Knækket’ fastholdes med tommelfingeren, imens pege- og langefinger holder de to øvrige pattegummi og styrer dem på plads på koens forreste patter. Efterfølgende vippes de bagerste pattegummi på plads på koens bagpatter.

Det lyder nemt, men kræver oplæring.

»Men de fleste kan mestre metoden, når de har påsat 50 køer efter mdetoden«, lød det bl.a. fra Juan Quezada.

Malkemetoden fordrer, at man holder armene tæt til kroppen, hvilket også skåner kroppen for unødvendigt slid ved malkning.

For at lette påsætningen bør malkesættene også hænge i en passende højde ud for yveret, så de er lette at sætte på.

Metoden breder sig

Juan Quezada har instrueret flere danske landmænd og medhjælpere i metoden gennem flere år, og arrangørerne af malkekurset skønner, at mindst 40 mælkeproducenter benytter metoden i dag.

»Flere har formentlig også oplært sig selv via Juans instruktionsvideo på YouTube, ligesom man heller ikke kan udelukke, at metoden har spredt sig, når medarbejdere skifter arbejdsplads«, mener Christien Bas, Danace, som arrangerede møderne sammen med Lene Trier, Trier Dairy Consult og Susanne Pejstrup, Lean Farming.

Faktaboks

Juan Quezada

  • Er direktør for sikkerhed, oplæring og rekruttering hos den amerikanske mælkge-gigant MilkSource.
  • Han vender tilbage til Danmark inden for det næste års tid.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.