Grovfoderekskursion med ekstra snusetid

Årets grovfoderekskursion holdes i juni med to bedriftsbesøg på Ribekanten.

Rettelse: LandbrugsAvisen skriver i dag, at der er grovfoderekskursion 10. juni. Kort efter deadline blev det meldt ud at forsamlingsloftet først hæves tilstrækkeligt 11. juni og Seges vil snarest melde ny dato ud.

Rettelse 23/4. Datoen for grovfoderekskursionen er nu sat til 15. juni.

Årets Grovfoderekskursion, som arrangeres på vegne af Specialudvalget for Græs og Grovfoder, holdes i år hos to sønderjyske landmænd i Ribeområdet.

Turen går til Mads Stokholm Pedersen og Svend Schøler, som begge har fokus på produktion af kvalitetsgrovfoder til deres meget højtydende besætninger.

De to værter udmærker sig ved både høje dækningsbidrag og høje mælkeydelser. Mads Stokholm Pedersen, der har 455 holsteinkøer, har en årlig ydelse på 14.600 Kg EKM pr. ko ved tre gange malkning. Svend Schøler ligger med 12.900 Kg EKM pr. ko og malkerobotter også over gennemsnittet med sine 384 holsteinkøer, og så malker en robot over en mio. kg mælk om året!

Igen i år lægger turlederne op til et program fyldt med ny viden og praktisk erfaring inden for foderproduktion og fodring, der umiddelbart kan tages med hjem og bruges på egen bedrift, forklarer Peter Hvid Laursen, seniorkonsulent, Seges.

Fra kløvergræs til Goldko-fodring

Fokusemnerne for årets ekskursion er bl.a. længere levetid for græsmarkerne, etablering af kløvergræs og mindre spild ved rivning af kløvergræs.

Der vil også blive set på alternativer til placering af fosfor til majs og pløjefri dyrkning af majs og efterafgrøder i majs.

På fodringssiden bliver der set på høj mælkeydelse ved høj grovfoderandel og optimal udnyttelse af AMS. Goldkofodring og ko-komfort er også på tapetet

Der er i år afsat ekstra tid omkring staldene, så der bliver rig mulighed for at få en god snak med kolleger og andre deltagere i grovfoderekskursionens program.

»Vi har erfaret fra tilbagemeldinger, at der er brug for lidt mere snusetid. Måske ikke mindst i år, hvor kvægbrugerne ikke har været fysisk sammen i lang tid. Det er værd at bruge tid i stalden hos de to værter, som interesserer sig meget for staldforhold og kokomfort. Vi har også erfaret, at mange deltagere hellere vil have mere tid til smalltalk og networking frem for at nå en hel masse indlæg, så derfor prioriterer vi tiden lidt anderledes i år«, siger Peter Hvid Laursen.

Tidspunkt

Det endelige program er under udarbejdelse. Datoen er var fastsat til 10. juni 2021 men forsamlingsloftet hæves først 11. juni, så ny dato vil blive meldt ud snarest. Datoen bliver 15. juni.

Det forudsætter, at de gældende COVID-19-restriktioner gør det muligt på det tidspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.