Intern smitte må ikke overses

I kampen mod salmonella skal man især være opmærksom på de interne smitteveje, lyder råd fra dyrlæge.

Det er langtfra nok at bekæmpe salmonella ved at forbyde vognmænd og andre at komme i stalden. I mange tilfælde er det mindst lige så vigtigt eller vigtigere at sikre sig, at der ikke sker intern smitte, mener Lars Pedersen, dyrlæge hos Seges.

»Det er landmanden selv, som skal sætte reglerne for, hvordan man færdes på ejendommene, og hvem der kommer ind. Men det, vi ser i praksis, er, at landmænd og ansatte selv kan gøre meget for ikke at sprede smitten og eksempelvis få isoleret syge dyr i tide, så smitten mindskes«, lyder Lars Pedersens erfaring.

Han ønsker samtidig større fokus på, at store hold gør det svært at sanere for eksempelvis salmonella. Med flere dyr i holdene følger flere kontaktmuligheder mellem dyr, og det giver større risiko for smittespredning. Og det gælder ikke kun salmonella.

»Det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan sanere i store besætninger eller på bedrifter med store hold. Vi har mange eksempler på, at det er lykkedes«, fortæller Lars Pedersen.

Handling bag ordene

Når handlingsplanerne for sanering udarbejdes, skal man også være skarp på at sætte realistiske tiltag på. Vælger man for ambitiøse tiltag, er der risiko for, at de ikke gennemføres. Samtidig er det ifølge Lars Pedersen vigtigt, at der løbende følges op på planerne.

I forhold til intern smittebeskyttelse skal man især have fokus på rengøring, omtanke og hygiejne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.