Jerseykalve har brug for et særligt mælkepulver

Standard-mælkepulver matcher ikke det høje næringsstofindhold i jersey sødmælk. Rådgiver efterlyser et særligt mælkepulver til jerseykalve.

En jerseykalv underforsynes med energi og protein, hvis den får en liter pulvermælk contra en liter sødmælk fra en jerseyko.

Det viser en beregning af næringsstofindhold, som kvægrådgiver Mie Riis, LMO, har foretaget.

»Forudsat at man mikser sin pulvermælk efter den gængse opskrift med 140 gram pulver pr. liter færdigblanding, får jerseykalven kun 67 procent af energien og proteinet contra en liter sødmælk fra en jerseyko,« konstaterer hun.

Laktose udfordrer høj dosis

Skal en liter sødmælk matche en liter pulvermælk set fra jerseykalvens synspunkt, skal pulverandelen øges til 205-207 gram pr. liter færdigblanding.

Ved dette niveau vil jerseykalven dog blive udfordret af et for højt laktoseindhold, mener kvægrådgiveren.

Hun opfordrer derimod producenterne af mælkepulver til at designe en særlig version til jerseykalve.

»Selvom man godt kan få fodring med mælkepulver til at fungere i praksis til jerseykalve, viser beregningerne, at jerseykalvene går glip af en betydelig mængde energi og protein, som de kunne udnytte til en højere tilvækst. Og høj tilvækst er særlig vigtigt for jerseykalve, som har et stort overfladeareal i forhold til deres vægt og dermed en større risiko for varmetab,« begrunder Mie Riis.

Kun sødmælk af høj kvalitet

Vil man maksimere tilvæksten på jerseykalve, er chancerne størst ved at anvende jersey sødmælk. Det forudsætter dog, at det har en høj kvalitet, og at hygiejnen er i orden i forbindelse med udfodringen.

»Generelt bliver kalve ikke syge af høje mælkemængder men af mælk, som har en for lav temperatur og/eller for højt kim-indhold,« mener Mie Riis.

Hun peger samtidig på, at undersøgelser har vist, at mælk fra køer med mastitis har et lavere kassein-indhold end standardmælk. Med et lavt indhold af kassein har mælken sværere ved at koagulere i kalvens løbe.

Økonomisk set er der ikke stor forskel på prisen på en liter sødmælk eller pulvermælk. Korrigerer man for det lavere indhold af protein og energi, er sødmælk mest favorabel, mener Mie Riis.

Faktaboks

Sød- eller pulvermælk

  • Aktuelt er der ikke den store forskel på prisen på en liter sødmælk eller en liter pulvermælk, mener Mie Riis
  • Valget af mælkefodring afhænger af hygiejne og mælkens kvalitet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.