Køerne kommer ud hver dag, og det giver ro i stalden og tørre sengebåse

Køerne går ud, men finder en rytme, så udearealet aldrig er overfyldt.

Det var da heldigt, at jeg allerede har en miljøgodkendelse til et udeareal, tænkte økologisk mælkeproducent Per Vestergaard, Vildbjerg, sidste sommer. Varslet var nemlig kort, da han fik at vide fra Thise, at al mælk skal være med tre hjerter.

»Hvis jeg ikke havde haft miljøgodkendelsen allerede, kunne jeg ikke være være gået i gang så hurtigt, og så skulle jeg have været af med 50 køer«, siger han.

Først var udearealet en udfordring, nu er han glad for det. Udearealet er hele staldens bredde, 27 meter, og går 12 meter ud fra stalden, i alt 314 kvadratmeter. Det svarer til cirka halvanden kvadratmeter pr. ko.

»Det er en fin størrelse. Så kan køerne være der, selv om de stimler ud alle sammen, hvilket de dog normalt ikke gør samtidig«, siger han.

Gulvet er støbt med flydebeton, der efterfølgende er rillet ligesom spalter. Som rækværk er der to rækker rør.

Arealet skal skrabes to gange om dagen om vinteren og en gang om sommeren, og det tager et kvarter hver gang. Det sker let med den Bobman, der også bruges til at strø halm. Udfordringen var, hvordan de skulle komme af med møget.

»Vi har lavet et hul med en rist over ved hver side af porten, hvor dyrene går ud og ind, hvor vi kan skrabe det ned i gyllekanalen«, forklarer Per Vestergaard.

Ro i stalden

Udearealet blev færdigt i december, og han glæder sig over det hver dag, bl.a. fordi det giver mere ro i stalden.

»De, der er tyregale, hopper rundt udenfor i stedet for inde i stalden. Det er godt at få dem ud. Der er mere ro og mindre stress i stalden«, siger han.

Han har konstateret, at køerne går ud hver dag i kortere eller længere tid. Der er i gennemsnit 10-20 procent udenfor hele tiden. Lidt flere i godt vejr, men køerne går ud i al slags vejr.

»Der er aldrig overfyldt på udearealet. Hvis der foregår noget, kommer mange ud, men et kvarter senere er det jævnet ud«, siger han.

Dyrene er også glade for at drikke af vandkarrene ude, og da de er nemme at holde rene ude, vil han installere et ekstra.

275.000 kr.

Regningen for arealet beløber sig til 275.000 kr., hvoraf mureren har fået 140.000 kr. Men man får noget for de penge, synes Per Vestergaard.

Ud over at køerne faktisk nyder det, ser han også andre fordele. Mindre stress og mere sundhed.

»Sengebåsene inde i stalden virker mere tørre og rene nu, og det tror jeg vil forbedre yversundheden«, siger han.

Faktaboks

5 gode grunde

  1. Hjerter: Leverer man til Thise, er 3 hjerter og dermed mere plads et krav for at levere
  2. Tillæg: Leverer man til Arla, får man 4,5 øre pr. kg mælk i merpris for 3 hjerter
  3. Økonomi: Med 200 køer og en ydelse på 10.000 kg EKM pr. årsko vil tillægget på 4,5 øre fra Arla svare til en merindtægt på 90.000 kr. årligt 
  4. Andre fordele: Hvis ydelsen stiger eller sundheden bliver bedre, når køerne kan komme ud, resulterer det i en økonomisk fordel 
  5. Dyrevelfærd: Dyrene kan lide at gå ud, der bliver mere ro i stalden og mere tørt i sengebåsene, dvs. et bedre mikroklima 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.